Seks dage med utæmmede, kreative og sanselige processer i naturen
Deltag i nogle inspirerende dage fyldt med kunst, madlavning, meditation og kreative workshops i det fri. Camp Vild er en slags lejrtur, hvor vi genskaber kontakten til naturen – altså genforvilder – naturen, dyret eller mennesket.

Periode: Mandag 7. juli – lørdag 12. juli 2025
Pris: 780 kr. / Studiepris: 480 kr.
Sted: Helsingør og naturen omkring
Dag 1: Vandkanten
56°02’29.4″N 12°37’01.0″E
Mødested: Kulturværftet – vi går sammen til vandkanten
Mandag 7. juli 2025
Kl. 10.00-16.00
Vi mødes på Kulturværftet, hvor campens værter – Wendy Plovmand og Christian Dürr Henriksen – introducerer dig til de bagvedliggende tanker bag Camp Vild. Dagens program foregår ved vandkanten og byder på naturterapeuterne “Natur i livet”, der holder en vejrtræknings-workshop, og kunstner Ulla Eriksen, som i sin workshop tager dig med ind i en verden af “ord, fund, farver”.


Dag 2: Den dybe skov
56°03’06.9″N 12°34’36.1″E
Vi mødes kl. 10.00 på parkeringspladsen for enden af Gl. Hellebækvej .
Tirsdag 8. juli 2025
Kl. 10.00-16.00
Transport dertil kan ske med bus, cykel eller samkørsel i bil.
Se rejseplan her
Vi mødes i den lokale skov, hvor dagen byder på tromme-grounding med Pernille Holm Kofod og Mikkel Bache, som også er fotograf på campen. Efterfølgende inviteres du til en kunstproces med Niels Pugholm. Under overskriften “vilde væsner” skal vi med ler forme og fortælle om gnomer, trollinger, feer og andet af skovens rakkerpak.


Dag 3: Lysningen
56°03’54.8″N 12°33’13.3″E
Vi mødes kl. 8.00 ved Hammermøllens Café
Onsdag 9. juli 2025
Kl. 08.00-14.00
Transport dertil kan ske med tog, cykel eller samkørsel i bil.
Se rejseplan her
Vi mødes i lysningen i den lokale skov og starter dagen med en klassisk japansk te-ceremoni – en stille stund til at lande. Derefter inviterer kunstner Karoline Larsen os ind i workshoppen “Sanselige Spor”, hvor vi gennem bevægelse, leg og kreative handlinger undersøger kroppens møde med landskabet og stedets særlige stemning.


Dag 4: Det forladte
Julebækhus, Nordre Strandvej 87
Vi mødes ved grusparkeringen ved Julebækhus
Torsdag 10. juli 2025
Kl. 10.00-16.00
Transport dertil kan ske med tog, cykel eller samkørsel i bil.
Se rejseplan her
Vi går på opdagelse på en øde lokation, og i dagens første workshop med kunstner og medvært på campen Wendy Plovmand skal vi undersøge, indsamle og male det, der var engang. Senere vil forfatter Tomas Lagermand afholde skriveworkshoppen “Det forladte bag mig”. Her handler det om at give slip og bruge skriften som et redskab til at frigøre sig selv.


Dag 5: Mosen
Hellebæk Kohave
Vi mødes kl. 12.00 ved parkeringspladsen i Hellebæk Kohave
Fredag 11. juli 2025
Kl. 12.00-18.00
Transport dertil kan ske med bus, cykel eller samkørsel i bil.
Se rejseplan her
Denne dag starter vi med at skabe et fælles bål og høre historier om menneskers forhold til bålet og dets symbolik sammen med naturterapeuterne Natur i Livet. Herefter skal vi samskabe naturpizza og mocktails gennem kunster Jesper Aabilles socialperformance, der bygger på et demokratisk princip om åbenhed, dialog og fællesskab.


Dag 6: Kulturnaturen
Karens Hus i Hellebæk Kohave
Vi mødes kl. 8.00 ved parkeringspladsen i Hellebæk Kohave
Lørdag 12. juli 2025
kl. 08.00-12.00
Transport dertil kan ske med tog, cykel eller samkørsel i bil.
Se rejseplan her
På campens sidste dag mødes vi i Hellebæk Kohave, hvor vi starter dagen i det åbne landskab med en lydperformance og koncert af kunstner Barbara Skovmand. Efter performancen vil vi sammen lave campens sidste frokost og snakke om vores fælles oplevelser på Camp Vild.

Mød kunstnerne
Barbara Skovmand
Barbara Skovmand (f. 1980) er billedkunstner og musiker med base i København. Fra kunstakademiet Gerrit Rietveld er hun uddannet i visuel kunst, BA i 2009, og i Fine Arts fra Sandberg Institute i Amsterdam, MA i 2011. Med en eksperimenterende tilgang til materialer spænder hendes arbejde fra video og immersive, sansemættede installationer til udvikling af musikinstrumenter og klangskulpturer, som hun performer med i udvidede koncertformater, hvor hun skaber verdener, rum, for sanselig tilstedeværelse og kropslig forankring.
Barbara Skovmand har udstillet og performet internationalt, herunder på Statens Museum for Kunst (DK), Inter Arts Center (SE), Harbinger (IS), KunstCentret Silkeborg Bad (DK), FATFORM (NL), Marmorkirken (DK), Street Art Museum (RU), W139 (NL), Kunsthal Charlottenborg (DK), New Shelter Plan (DK) og senest hos Kunstpakhuset (DK) med soloudstillingen Cosmic Top Secret, Eternity – Fingers Crossed, hvor hun udforskede menneskets længsel efter andre verdener ved at undersøge de metafysiske og spirituelle aspekter af Unidentified Aerial Phenomena-observationer, Paradis og snerleblomstens hallucinerende effekt.
På Camp Vild vil Barbara performe med sin après-Baschet klangskulptur Concordia, der er bygget med inspiration i kløverblomsten og de franske Baschet-brødres klangskulpturer, hvor lyd skabes ved at gnide på glasstænger med våde fingre. Vibrationerne ledes mod skærme i pladestål, der forstærker og forvrænger lyden, så den fremstår nærmest overjordisk. Musikken, der skabes, spænder fra krystalklare toner til lange meditative stræk af dronelyde, der langsomt forandrer sig, percussive passager, der fremstår techno-lignende og rå growling, når klangskulpturen går i selvsving.
Foto: Sigrid Astrup
Karoline Larsen
I sit virke forholder Karoline sig kunstnerisk til menneskers sanselighed, bevægelser og leg i det offentlige rum. Det er både voksne, ældre, unge og børns hverdag, som hun gennem sine borgerinvolverende kunstværker sætter i spil på nye måder. Selv kalder hun sin kunstpraksis for Creative Actions – kreative handlinger, der skaber nye sociale og fysiske strukturer til at genopdage, hvordan mennesker kan møde hinanden og omgivelserne i by- og landskab.
Det før-sproglige sansende menneskekropskala i landskabet. Karoline’s kernepraksis er arbejdet med at udfolde stedets egnart i et møde med det sansende, menneskekropskala og omsætte undersøgelserne i et holistisk greb via performative kollektive handlinger eller som permanente fysiske værker.
Foto: Johan Persson + Rune Drewsaen
Mikkel Bache
Shaman-trommens rolle har til alle tider været at forbinde himmel og jord. Trommens pulserende slag og rytmik både grounder os og åbner op for nye indre oplevelser ved at sætte stagneret energi i bevægelse. Shamantrommens rolle kan ikke overvurderes.
Mikkel Bache er fotograf, kropsterapeut og healer og er også Camp Vilds officielle fotograf. Sammen med sin partner, Pernille Holm Kofod, der ligeledes er kunstner og healer, inviterer de deltagerne på Camp Vild på en indre rejse i sommerskovens magiske energifelt. Under trommerejsen benytter Mikkel og Pernille sig af intuitiv sang og tale og veksler mellem forskellige trommer, rettet mod forskellige energicentre i kroppen.
Natur i Livet
Bag titlen Natur i Livet møder du naturterapeuterne Jacob Krog og Jan Thomassen.
Som terapeuter, naturformidlere og sanseguider er deres vigtigste opgave at skabe en dybere forståelse for biophilia – den medfødte tilknytning, vi mennesker har til naturen. En tilknytning, vi i stigende grad har mistet kontakt med i takt med samfundets udvikling.
Gennem årtier har vores livsstil og teknologiske fremskridt gradvist fjernet os fra naturens rytmer. Denne adskillelse har skabt ubalance i vores nervesystem og påvirket vores trivsel. Derfor arbejder Jacob og Jan målrettet på at genoprette forbindelsen mellem mennesket og naturen – en forbindelse, der er afgørende for vores indre ro og helhed.
Niels Pugholm
Niels Pugholm (f. 1983) er uddannet billedkunstner fra Det Fynske Kunstakademi (2013).
Hans kunstneriske praksis kredser om det narrative – altså hvordan billeder kan bruges som et fortællende medie. Gennem sine værker udforsker han, hvordan visuelle udtryk kan formidle komplekse historier og stemninger.
Pugholm har udstillet både i Danmark og internationalt. Senest var han aktuel med en soloudstilling på Møstings, hvor han med keramiske installationer iscenesatte undergangsmytens cykliske struktur – en sanselig og refleksiv fortolkning af opløsning og fornyelse.
Tomas Lagermand Lundme
Tomas Lagermand Lundme (f. 1973) er opvokset på Amager i København.
Han debuterede i 1998 med romanen Forhud og har siden skrevet et omfattende forfatterskab for børn, unge og voksne. Særligt hans ungdomsbøger har vundet genklang hos et bredt publikum – ikke mindst fordi han tør skrive om forbudt kærlighed, identitet i klemme og seksualitet, der holdes nede af skam og normer.
I hans fortællinger møder vi både offeret og bødlen i beretninger om fysisk og psykisk vold, hadforbrydelser og selvhad. Angst og frygt har mange ansigter, og netop disse nuancer er kernen i hans forfatterskab. Intet er entydigt sort eller hvidt – alt er formet af livsvilkår, systemer og de miljøer, vi bevæger os i.
Skriveworkshoppen Det forladte bag mig tager afsæt i netop det at give slip. Her bruger vi skriften som et redskab til at frigøre os fra det, der stadig tynger – både konkret og kropsligt. At forlade noget er ikke det samme som at miste det. Minderne lever videre og danner deres egen bevidsthed. Dem skriver vi på – med både kærlighed og smerte. For kunsten må gerne svie lidt i øjnene.
Foto: Anne Mie Dreves
Ulla Eriksen
Ulla Eriksen er uddannet billedkunstner fra Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam (Fine Art, 2009). Hun arbejder tværæstetisk med tegning, skulptur, video og tekst – ofte med udgangspunkt i den specifikke kontekst, værket skabes til.
Gennem performative undersøgelser, hvor kroppen interagerer med det konkrete – former, farver, volumener – udforsker hun relationer og forbindelser mellem materialiteter, rum, objekter og subjekter. Hun kredser om det, vi omgiver os med, og det, vi selv fungerer som omgivelser for.
I sine værker gør hun brug af det forhåndenværende og umiddelbare. Udtrykkene spænder fra flygtige papirværker til mere permanente installationer. Med både enkle gestus og mere omfattende materialegreb søger hun at afmontere det selvfølgelige – at forstyrre det velkendte og åbne for nye, uventede perspektiver.
Wendy Plovmand Alsten
Wendy Plovmand Alsten er billedkunstner og har en MA i Fine Art fra Central Saint Martins i London samt en kandidat fra Det Kongelige danske Akademi afdelingen for arkitektur, design og konservering (KADK).
Hun har udstillet i New York, London, Rom og Sydkorea og arbejder ofte med udsmykninger i det offentlige rum. Wendy har blandt andet lavet det keramiske værk Day&Night i foyeren på det nye Sundhedshus i Helsingør.
Wendy var med til at starte det kunstnerdrevet udstillingssted New Shelter Plan i en nedlagt kiosk på Frederiksberg Hospital, ligesom hun var co-founder af New Shelter Plan på Carlsberg, begge steder har haft et ambitiøst internationalt udstillingsprogram med talks og performances. I 2021 startede hun endvidere et stort kunst- og dannelsesprojekt op til folkeskolens udskoling med fokus på at skabe mere kunstrige skoler og dermed bedre trivsel.
Foto: Sophie Kalckar
Det praktiske
- Mad: Billetprisen er inkl. forplejning på alle dage. Vi laver mad sammen. Maden vil som udgangspunkt vil maden være vegetarisk og der vil være mad til folk der ikke tåler gluten og laktose.
- Transport: Vi mødes første dag på Kulturværftet i Helsingør, som ligger 10 minutters gang fra Helsingør Station. Fra dag til dag vil vi informere og planlægge så alle kan komme frem til næste dages mødested. Vi opfordrer til at rejse sammen og benytte tog, bus, cykel og delebiler.
- De øvrige dages præcise mødesteder kan ses under dagens tema.
- Hvis du ønsker at overnatte i Helsingør-området, kan vi anbefale Helsingør Vandrerhjem eller campingpladsen, som begge ligger lige ved vandkanten. Find overnatninger i Helsingør her
- Spørgsmål kan stilles til billet@kuto.dk eller på tlf. 49 28 11 55 (hverdage kl. 10-13).
Periode: Mandag 7. juli – lørdag 12. juli 20245
Tid: Første dag kl. 10.00-16.00
Pris: 780 kr. / Studiepris: 480 kr.
Sted: Helsingør og naturen omkring











