Kulturpas
En billet til flere oplevelser og fællesskaber for unge på FGU og unge mellem 15-24 år uden job og uddannelse.
Hvad er kulturpas?
Kulturpas er et landsdækkende forsøg, der skal gøre det lettere for unge i alderen 15-24 år, der står uden for uddannelse og job, at finde vej til fællesskabsskabende aktiviteter. Målet er at styrke trivsel, motivation og tro på egne evner ved at give dem adgang til oplevelser, der ellers kan være uden for rækkevidde.
I forsøgsperioden (som løber fra 2025 til udgangen af 2026) kan unge i målgruppen modtage et digitalt betalingskort med 1.000 kr. om året, som de kan bruge på f.eks. sport, kreative workshops, koncerter, kontingenter i foreninger og andre kultur- og idrætstilbud.
Hvem kan få et kulturpas?
Du kan ansøge om at modtage et kulturpas, hvis du
- går på FGU
eller, hvis du
- er mellem 15-24 år
- arbejder mindre end 18 timer om ugen
- ikke er optaget på, ikke er i gang med eller ikke har færdiggjort en uddannelse.
Sådan ansøger du om et kulturpas
For at modtage et kulturpas skal du igennem tre trin:
- Udfyld ansøgningskemaet på kulturpasinfo.dk
- Derefter modtager du en mail, hvor du skal downloade kulturpas-appen og tilmelde dig
- Du skal verificere dine oplysninger med MitID
Læs mere om ansøgningsprocessen på kulturpasinfo.dk






