De danske kulturhuse er nogle af landets mest udbredte og borgernære kulturinstitutioner med ca. 16 mio. brugere om året og ca. 4.000 frivillige. I bedste Monopol-stil dykker ny kulturhus-podcast optaget på årets Kulturmødet Mors ned i de fællesskaber, der spirer i kulturhusene, de ekkokamre, vi bør undgå, og de samarbejder, der kan bryde dem.
Udenfor gik blæsten frisk hen over Limfjordens vande – indendøre på scenen i ’Monas Hus’ forløb debatten også temmelig livligt på dette års Kulturmødet Mors. Her fyldte Kulturhusene i Danmark, Kulturværftet og Regionale Kulturcentre nemlig scenen med debattører på tværs af brancher og generationer. Gennem samtaler, debat og satire stillede de skarpt på dilemmaer, drømme og den aktuelle dagsform for kulturhusene i Danmark i dag. Begivenheden blev optaget til podcasten ’Genlyd fra Kulturhuset – LIVE’, der over tre afsnit recapper de mange perspektiver og pointer fra aftenen.
Episode 1
På scenen i Monas Hus drøfter panelet dilemmaer fra både brugere og branche, hvor bl.a. emner som ensomhed og strukturelle tendenser debatteres. I panelet sidder Lars Rix fra Kulturmonitor, Daniel Aneto fra Frontløberne i Århus og medlem af Folketinget Charlotte Broman (SF) samt Søs Krogh Vikkelsøe, leder af Kulturværftet. Debatten modereres af aftenens vært i Monas Hus, Line Kirsten Nikolajsen.
Episode 2
Lyt med i anden del, hvor dilemmaerne fortsat tages under kyndig behandling af panelet, der bl.a. taler om, hvordan vi kan udvikle kulturhusene i en tid, hvor demokratisk deltagelse, dialog og forskellighed er afgørende for deres succes. Medvirkende er Lars Rix fra Kulturmonitor, Daniel Aneto fra Frontløberne i Århus, medlem af Folketinget og Charlotte Broman (SF) og vært Line Kirsten Nikolajsen.
Episode 3
I sidste episode skal vi høre om, hvordan vi undgår at samle os i de ekkokamre, vi kender, så vi mister blikket for udvikling. Om hvordan kultur- og naturbranchen kan drage nytte af hinanden, og om kulturinstitutionerne er gode nok til at formidle og skabe de rette rammer for kunsten. Medvirkende er Heidi Kristina Dahl Larsen fra Dansk Kyst og Naturturisme, Hardy Jensen fra Halkær Kro Mad og Kulturhus, Lisbeth Tolstrup fra Dansk Kunstnerråd og Trine Sørensen fra Godsbanen i Århus. Vært er Line Kirsten Nikolajsen.
”Vi har med podcasten om kulturhusene ønsket at formidle nogle af de mange perspektiver, på hvordan vi kan udvikle husene, fællesskaberne og partnerskaberne endnu mere i fremtiden. Og så håber vi, at lytteren vil føle sig godt underholdt og opleve lidt af den fantastiske live vibe og energi, som var til stede i Monas Hus under optagelserne,” udtaler Søs Krogh Vikkelsøe, leder af Kulturværftet.
Genlyd fra Kulturhuset – LIVE er et samarbejde mellem Kulturhusene i Danmark, Kulturværftet og Regionale Kulturcentre. Redaktionen bag Genlyd fra Kulturhuset – LIVE er Natasha Holst Bülow, Line Kirsten Nikolajsen, Anne Borg og Søs Krogh Vikkelsøe. Producer er Thomas Bernsen.
Hør podcasten på https://kuto.dk/lydsiden/
Podcasten er støttet af Nordea-fonden.
FAKTABOKSE
KULTURHUSENE I DANMARK
Kulturhusene i Danmark er en landsdækkende, politisk interesseorganisation, der samler landets mange forskellige kulturhuse og repræsenterer deres fælles interesser. Både overfor myndigheder, organisationer og andre relevante aktører, med henblik på at sikre de bedst mulige vilkår for alle kulturhuse i Danmark. Kulturhusene i Danmark repræsenterer over 120 forskellige kulturhuse og kulturelle platforme i hele landetSe mere på www.kulturhusene.dk
KULTURVÆRFTET
Kulturværftet er et moderne kulturcenter med kulturhuse, billedskole og regionalt spillested centralt placeret i Kulturhavn Kronborg i Helsingør Kommune. Ud over at præsentere et varieret program danner Kulturværftet ramme om fællesskaber og kunstneriske læringsmiljøer og talentudvikling inden for samtidskunst og musikscenen. Kulturværftet huser 550.000 årligt besøgende og 140.000 deltager i Kulturværftets kulturprogram. Se mere på www.kuto.dk
REGIONALE KULTURCENTRE
Målet med projektet Regionale Kulturcentre er at skabe nationalt fokus på kulturhusenes roller og potentialer i udviklingen af samfundet. Bag Regionale Kulturcentre står Slagteriet i Holstebro, Kulturværftet i Helsingør, Godsbanen i Aarhus, Maltfabrikken i Ebeltoft, Kulturmaskinen i Odense, KU.BE på Frederiksberg og Spinderihallerne i Vejle. Se mere på www.godsbanen.dk/rkc/