Kulturværftet inviterer 21. juni i samarbejde med Maltfabrikken, Slagteriet og Godsbanen til stormøde om de danske kulturhuses samfundsrelevans og potentiale som partner i udviklingen af et Danmark i bedre mental, social, kulturel og kunstnerisk balance. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt er dagens hovedtaler, og blandt oplægsholderne er repræsentanter fra Dansk Erhverv, VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd), Kulturhusene i Danmark, Dansk Kyst- og Naturturisme og flere fremtrædende nationale kulturpolitikere.

Kulturværftet er denne sommer vært for et kulturpolitisk stormøde under titlen ’Kulturhusene ud af ekkokammeret’ med deltagelse fra forventet 250 aktører fra landets kulturinstitutioner, kommuner, organisationer og andre interessenter. Mødet afholdes i samarbejde med Godsbanen (Aarhus), Maltfabrikken (Ebeltoft) og Slagteriet (Holstebro).

Danmarks ca. 460 kulturhuse er med 16 millioner besøgende om året én af de vigtigste danske kulturinstitutioner. En institution, der med sit brede kulturelle virke er med til at bekæmpe udfordringer som mental mistrivsel, ensomhed, polarisering og manglende integration i hele landet. Derudover fungerer kulturhusene som kulturelle biotoper, der både formidler og producerer den smalle og brede kultur ud i hele landet.

Formålet med mødet er at diskutere de aktuelle tematikker, der fylder i kulturhusene, og sætte fokus på, at de danske kulturcentre allerede i dag indfrier en lang række af regeringens kulturpolitiske ambitioner. Derudover er det også en invitation til andre sektorer og kulturaktører om at være med til at udvikle kulturhusene i gennem nye samarbejder og perspektiver på kulturinstitutionen.

Leder af Kulturværftet, Søs Krogh Vikkelsøe, udtaler:

”Jeg synes, vi har brug for at synliggøre kulturhusenes værdiskabelse og sætte kulturinstitutionen i relation til den samfundsmæssige udvikling. Vi gør det i samtale med aktører uden for vores egen branche og de danske kulturpolitikere. Kulturhusene har nemlig potentialet til at spille en endnu større rolle kulturpolitisk og i udviklingen af et Danmark i bedre mental, social og kulturel balance, hvis politikerne på Slotsholmen vil være med. Vi er derfor enormt glade for, at Kulturministeren og flere af landets kulturpolitikere prioriterer at deltage.”

Fakta om stormødet

Det kulturpolitiske stormøde finder sted 21. juni kl. 10-15 på Kulturværftet i Helsingør. Her sættes en række aktører fra kulturbranchen i stævne til en debat med repræsentanter fra andre sektorer som naturturismen, erhvervslivet, den sociale arena og naturligvis de danske kulturpolitikere.
Formålet med mødet er at udforske, hvordan de danske kulturhuse opnår optimale vilkår for fortsat at sætte sig i spil som kunstneriske, kulturelle, sociale og menneskelige mødesteder.

Dagens oplægsholdere er:

Keynote: Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M)

Sara Bech Jakobsen (Forperson, Kulturhusene i Danmark)
Esben Danielsen (Direktør, Kulturens analyseinstitut)
Jens Hausted (Direktør, Dansk Kyst- og Naturturisme)
Helle Hygum Espersen (Chefanalytiker, VIVE)
Michael Folmer Wessmann (chefkonsulent, Turisme, oplevelser og kultur, Dansk Erhverv)
Benedikte Kiær (Borgmester, Helsingør Kommune)
Henrik Møller (Folketingsmedlem, Socialdemokratiet)
Lean Milo (Kulturordfører, Moderaterne)
Sascha Faxe (Folketingsmedlem, Alternativet)
Kristian Krog (Direktør, Maltfabrikken)
Marianne Grymer Bargeman (Direktør, Godsbanen)
Pia Stræde Palmelund (Direktør, Slagteriet)
Søs Krogh Vikkelsøe (Leder, Kulturværftet og Toldkammeret)

Kulturhusene er en af de vigtigste bærende kulturinstitutioner uden for de store byer. Der er cirka 460 kulturhuse med estimeret 2.600 ansatte, 8.900 frivillige og 16 millioner besøgende om året.

Stormødet Kulturhusene ud af ekkokammeret er et tværinstitutionelt samarbejde mellem Godsbanen i Aarhus, Maltfabrikken i Ebeltoft, Slagteriet i Holstebro og Kulturværftet i Helsingør.

Mere information og tilmelding om stormødet 21. juni 2023, Kulturværftet i Helsingør, Kulturhusene ud af ekkokammeret: www.kuto.dk/stormoede

Kontakt: Søs Krogh Vikkelsøe, Kulturværftet, m: 41 93 11 40, e: skv64@helsingor.dk