Et af de håndgribelige vidnesbyrd på, at Helsingør står stærkt som nykåret ungdomskommune, er når unge kunsttalenter fra Kulturværftets billedkunstneriske uddannelse, BGK Artlab, slår dørene for årets store årsudstilling. Udstillingen, der kan opleves fra den 9. maj til den 21. maj på Kulturværftet, har fået titlen Opbrud. Gennem billedkunst, design og arkitektur fortolker de unge kunstnere opbruddets og forandringens kraft.
Refleksioner over en tid i opbrud
Udstillingen sætter fokus på den konstante bevægelse og forandring, vi oplever både individuelt og samfundsmæssigt. De unge kunstnere har gennem hele studieåret arbejdet intensivt med temaer, der kredser om personlig transformation, samfundsmæssige rystelser og kunstnerisk eksperimenteren med det ukendte. Værkerne spænder bredt og omfatter maleri, skulptur, installation, performance, tekstil og video, der tilsammen skaber en udstilling fuld af energi, kreativitet og refleksion.
“Helsingørs kåring som årets ungdomskommune understreger byens stærke engagement i ungdomskultur og talentudvikling. Kulturværftets årsudstilling skabt af de studerende på BGK Artlab er et levende eksempel på netop dette engagement, hvor unge kunstnere udforsker tidens store temaer gennem kreative udtryk,” siger Jacob Tækker, leder af BGK Artlab.
Officiel åbning
Udstillingen åbnes officielt med en fernisering fredag den 9. maj kl. 18.00-21.00, hvor publikum kan opleve taler, musik og overrækkelse af diplomer til eleverne.
Ferniseringsprogram fredag den 9. maj:
🔹 18.00 Tale ved Jacob Tækker
🔹 18.15 Tale og diplomoverrækkelse
🔹 18.30 Koncert med Zoumer
📍 Krydsfeltet, Kulturværftet, Allégade 2, 3000 Helsingør
Faktaboks:
BGK Artlab er en treårig kunstuddannelse udbudt af Kulturværftet, som henvender sig til unge mellem 15-25 år, der ønsker at dygtiggøre sig inden for billedkunsten og blive en del af et spændende kreativt og kunstnerisk miljø for unge.
Læs mere om udstillingen her