OPBRUD – BGK Artlab årsudstilling 2025
Vær med, når unge kunsttalenter fra Kulturværftets billedkunstneriske uddannelse, BGK Artlab, slår dørene for årets store årsudstilling. Gennem billedkunst, design og arkitektur fortolker de unge kunstnere opbruddets og forandringens kraft i udstillingen, der meget sigende har fået titlen Opbrud. BGK Artlabs årsudstilling kan opleves fra den 9. maj til den 21. maj i Krydsfeltet på Kulturværftet.
Refleksioner over en tid i opbrud
Udstillingen sætter fokus på den konstante bevægelse og forandring, vi oplever både individuelt og samfundsmæssigt. De unge kunstnere har gennem hele studieåret arbejdet intensivt med temaer, der kredser om personlig transformation, samfundsmæssige rystelser og kunstnerisk eksperimenteren med det ukendte. Værkerne spænder bredt og omfatter maleri, skulptur, installation, performance, tekstil og video, der tilsammen skaber en udstilling fuld af energi, kreativitet og refleksion.
“Helsingørs kåring som årets ungdomskommune understreger byens stærke engagement i ungdomskultur og talentudvikling. Kulturværftets årsudstilling skabt af de studerende på BGK Artlab er et levende eksempel på netop dette engagement, hvor unge kunstnere udforsker tidens store temaer gennem kreative udtryk,” siger Jacob Tækker, leder af BGK Artlab.
Udstillere
Camilla Ahrendt // Marie Louise Alsing // Gry Møllerhøj // Ebba Sofie Hartmann // Clara Plantin // Eva Oumou Djørup Konaté // Hannah Siiger // Isabelle Boutrup // Johanna Børresen // Margrethe Nicoline Sørensen // Zakaria El Haddad // Molly Nevermann // Olga Kuhlmann // Signe Munch // Mathias Clorius

Sted:
Krydsfeltet i Kulturværftet
Allegade 2, Helsingør
Periode:
Fredag 9. maj – onsdag 21. maj 2025
Man-Fre: 10:00 – 18:00
Lør-Søn: 11:00 – 16:00
Fernisering:

INVITATION TIL FERNISERING
🗓️ Dato: Fredag den 9. maj 2025
🕕 Tidspunkt: Kl. 18.00-21.00
📍 Sted: Krydsfeltet på Kulturværftet, Allegade 2 i Helsingør
Ingen tilmelding, vi glæder os til at se jer!
Officiel åbning
Udstillingen åbnes officielt med en fernisering fredag den 9. maj kl. 18.00, hvor publikum kan opleve taler, musik og overrækkelse af diplomer til eleverne.
Program:
- kl. 18.00: Tale ved Jacob Tækker
- kl. 18.15: Taler og diplomoverrækkelse
- kl. 18.30: Koncert med Zoumer

Zoumer
Bag navnet Zoumer står sanger og producer Yasmina Derradj, hvis univers bevæger sig i energisk alternativ pop gennem et filter af punk, breakbeats og den algeriske protest-genre raï.
Projektet repræsenterer en vildskab og frigørende energi – en leg med frihed og selvudtryk, hvor det ikke at passe ind transmuteres til den totale frisættelse. Aliasset Zoumer stammer fra (og er en homage til) frihedskæmperen Lalla Fatma N’Soumer, der ledte kampe mod den franske kolonimagt i Algeriet i 1800-tallet.
På blot halvandet år har Zoumer gæstet landets festivaler, herunder Roskilde Festival i 2024, og høstet ros i bl.a. GAFFA, Politiken, Undertoner og Passive//Aggressive, både for sine legesyge og energiske liveshows og sit debutalbum, Green World. Hun arbejder pt. på opfølgeren, Euro Arab Lovergirl, der udkommer efteråret 2025, samt DJ-duoen Zoumer & Debbie Clubs med åndsfællen Debbie Sings.
Følg artisten


BGK Artlab er en treårig kunstuddannelse udbudt af Kulturværftet og som henvender sig til unge mellem 15-25 år, der ønsker at dygtiggøre sig inden for billedkunsten og blive en del af et spændende kreativt og kunstnerisk miljø for unge.