Program
Aftenen indledes med en kort velkomst, efterfulgt af en 15 minutters fælles vejrtrækningssession med den lokalt forankrede terapeut Asger Johannes Steenholdt. Herefter lægger publikum sig til rette på yogamåtter og inviteres ind i en meditativ lydoplevelse skabt af komponist og musiker Lil Lacy.
Med cello som udgangspunkt bygger Lil Lacy sin musik op i lag ved hjælp af effektpedaler og skaber et omsluttende lydunivers. Her bevæger musikken sig mellem dybe, harmoniske klangflader og mere mørke og foruroligende stemninger, som giver plads til både fordybelse, fantasi og refleksion.
Om kunstneren
Lil Lacy er en dansk komponist og musiker, der gennem sin karriere har udforsket musik på tværs af genrer og kunstneriske udtryksformer. Hun har udgivet flere kritikerroste albums og skabt musik til koncerter, forestillinger, film, dans og teater.
I 2020 modtog hun Léonie Sonnings Talentpris og debuterede samme år som klassisk komponist ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Hendes musik bevæger sig frit mellem det eksperimenterende, det klassiske og det elektroniske og skaber særegne lydlandskaber, der udfordrer traditionelle genregrænser.