Ungdomsskolens musicalhold flytter ind på Kulturværftet i påskeugen, hvor unge og frivillige arbejder intenst frem mod påskelørdag og premieren på årets musical, Skybrud.
Af Mads Birch, Ungdomsskolen – Foto: Thinkalike.dk
Hvert år til påske flytter et særligt folkefærd ind på Kulturværftet i en hel uge. Næsten 70 unge fra Ungdomsskolens musicalhold og lige så mange frivillige knokler i døgndrift for at blive klar til musicalpremieren påskelørdag og gør i hele påskeugen Kulturværftet til et levende teaterværksted.
I år hedder musicalen Skybrud, og eleverne har været i gang med at øve siden september, hvor ungdomsskole-sæsonen begyndte. Men det er i den sidste, hektiske uge, hvor hele holdet har adgang til Store Scene, og scenografien bygges op, at forestillingen for alvor begynder at tage form.
– Det er unikt, at Helsingør har sådan en musical i kraft af en tradition og skaberkraft på Ungdomsskolen. Men det er også unikt, at vi kan åbne et kulturhus som vores op for at understøtte det skabende, siger Søs Krogh Vikkelsøe, der er leder af Kulturværftet.
Ungdomsskolens musical har mere end 40 år på bagen, og siden 2011 har musicalen været sat op på Kulturværftet. Det er et samarbejde, der giver de unge en fantastisk ramme at optræde i, mener Bjarke Ravn Gudbjerg, der er leder af Ungdomsskolens fritidsafdeling.
– Det er en luksus, at vi har det samarbejde med Kulturværftet, for med et kæmpe hold af unge og en masse frivillige kan vi ikke lave en produktion, hvor vi bare rykker ind fra den ene dag til den anden som et professionelt teater, siger Bjarke Ravn Gudbjerg.
Der er ikke optagelsesprøver til Ungdomsskolens musicalhold. Det betyder, at alle, der har lyst til at gå til musical, ender med at få oplevelsen af at stå på Store Scene på Kulturværftet. Det gælder, uanset om de drømmer om en scenekarriere, eller om de primært er med for at være en del af fællesskabet.
Men når de står på scenegulvet mærker de, hvad det vil sige at arbejde med scenekunst på et højt niveau. Det er en oplevelse, som Søs Krogh Vikkelsøe gerne vil give de unge med på rejsen.
– Det er fedt at give unge i vores lokalsamfund en fornemmelse af, hvad det vil sige at arbejde professionelt i den her branche. Vi har en fødekæde her i kommunen i kraft af MGK-, BGK- og SGK-uddannelserne som gør, at de her talenter bliver grebet, hvis de skulle have lyst til noget mere, siger hun.
Mange af de unge på musicalholdet er med gennem flere år og ender ofte som frivillige bagom, når de bliver for gamle til at være elever. Det skyldes især det intense fællesskab, der kulminerer i påskeugen på Kulturværftet og forløses til premieren. For Bjarke Ravn Gudbjerg er det musicalholdets særlige styrke, og så er det ikke så vigtigt, om talentet rækker til en scenekarriere eller ej.
– Vi er lige så glade for dem, der havner på DTU, som dem, der går til teatret. Uanset hvad får man venskaber for livet, og her spiller det fællesskab, der bl.a. opbygges gennem ugen på Kulturværftet, en særlig rolle, siger han.
Årets musical Skybrud har premiere på Store Scene lørdag den 30. marts og spiller i alt seks gange frem til 6. april.
Læs mere om musicalen og book billetter lige her