Fra den 1. december tilslutter Museum Helsingør, Helsingør Kommunes Biblioteker og Kulturværftet sig Solsikkeprogrammet. Det betyder, at personer med usynlige handicap kan bære Solsikken, hvis de ønsker at signalere til medarbejdere og øvrige gæster, at der kan være behov for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp.
For personer med usynlige handicap, som for eksempel hjerneskade, ADHD, angst, synsnedsættelse, PTSD, autisme, alzheimers mv. kan det være stressende eller belastende at være i ukendte omgivelser med mange mennesker omkring sig.
Disse personer med usynlige handicap vil kulturinstitutionerne gerne skabe nogle trygge rammer for, og derfor indføres nu Solsikkeprogrammet.
– ”Vi tror og håber, det giver en ekstra tryghed at vide, at alle kan komme ind i vores huse og få støtte, forståelse og måske lidt ekstra tid uanset handicap eller udfordringer. Vi har mange besøgende hver dag på både vores biblioteker og museer og her på Kulturværftet, og vi synes derfor, at det er vigtigt at vise, at vi er tilgængelige og inkluderende. Også selvom man har udfordringer, øjet ikke kan se. Så selvfølgelig skal vi være med i Solsikkeprogrammet,” lyder det samstemmende fra Sebastian Gyrst-Longsig Christensen, leder af Museum Helsingør, Birgitte Refbjerg Hansen, konstitueret bibliotekschef Helsingør Kommunes Biblioteker og Søs Krogh Vikkelsøe, leder af Kulturværftet.
Ved at blive en del af Solsikkeprogrammet bliver medarbejdere og frivillige på kulturinstitutionerne trænet, så de ved, hvad et usynligt handicap er, hvad Solsikkesnoren betyder, og hvordan man bedst møder en person, der har valgt at bære Solsikken. Desuden kan man få udleveret en solsikkesnor ved at henvende sig til personalet.
For at støtte op om Solsikkeprogrammet vil de tre kulturinstitutioner også kommunikere initiativet til alle gæster. Dette for at skabe en bred forståelse for, hvordan man som gæst kan medvirke til at skabe en mere inkluderende kulturoplevelse med plads til alle.
Solsikkesnoren kan bæres, når man ønsker at gøre sit usynlige handicap synligt. Det er helt frivilligt, om man ønsker at bære den. Det giver ingen særlige fordele at have Solsikkesnoren på. Man viser blot andre, at man kan have behov for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp.
Solsikkesnoren udleveres uden spørgsmål fra billetsalget / informationen og på museets besøgssteder.
FAKTABOKS:
Hvad er Solsikken?
Solsikken er en enkel måde at vise, at du har et usynligt handicap eller diagnose – og at du måske har brug for lidt ekstra tid, tålmodighed eller hjælp i det offentlige rum generelt. Fra 1. december tilslutter Museum Helsingør, Helsingør Kommunes Biblioteker og Kulturværftet sig Solsikkeprogrammet og du kan derfor få udleveret en solsikkesnor fra billetsalget / informationen og på museets besøgssteder.