Der bliver konstrueret møbler til Helsingørs største udendørs koncertvenue – og der bliver bygget bro mellem uddannelse og erhverv, når tømrereleverne fra U/Nord fra Teknisk Skole i Hillerød i disse dage skaber koncertmøblerne til Kulturværftets store sommerkoncert i slutningen af juni.

Når sommerens store udendørskoncerter spiller på havnefronten ved Kulturværftet, kan du hvile fødderne på koncertmøbler bygget af tømrerelever fra Teknisk Skole i Hillerød. Et nyt samarbejde mellem U/NORD og Kulturværftet i Helsingør inddrager eleverne til at udvikle koncertpladsen i Kulturhavn Kronborg, hvor nogle af Danmarks største popmusikere indtager scenen.

2

Vi lærer af hinanden

Idéen til det fælles byggeprojekt spirede frem efter et års samarbejde og dialog mellem Kulturværftet og U/NORD. Her blev det tydeligt, at det lidt utraditionelle partnerskab mellem en erhvervsskole og et kulturhus kan skabe stor værdi for såvel eleverne som kulturinstitutionen. Søs Krogh Vikkelsøe, der er leder af Kulturværftet, fortæller, at kulturcenteret gerne sætter sig selv i spil som case i undervisningen på en række erhvervsuddannelser.

”Når vi samarbejder med tømrerelever fra U/NORD, gør vi det med en nysgerrighed på, hvordan vi som kulturcenter kan bidrage til at styrke unges sociale og faglige fællesskaber på en erhvervsuddannelse. Vi lærer som kulturinstitution også rigtig meget, når tømrereleverne innoverer med deres ideer på vores koncertplads. Kan en virkelighedsnær projektopgave med at bygge siddemøbler til vores udendørs sommerkoncerter gøre det fagligt spændende og sjovt for eleverne at være fælles om, så ser vi en stor værdi og potentiale i det.”

3

Eleverne bygger oven på Kulturværftets maritime historie

De unikke møbler er specialdesignet til Kulturværftets sommerkoncert med Andreas Odbjerg, Scarlett Pleasure og Ida Laurberg fredag den 28. juni. Kulturværftets historie som tidligere skibsværfts spiller en stor rolle i designet, og gæsterne kan se frem til at nyde en kølig drink på et bordbænkesæt formet som et anker.

Harry, der er elev, forklarer, at det er fedt at være med til at lave noget, som skal bruges og ikke bare bliver smidt ud bagefter:

”Man gør sig lidt mere umage og laver det pænere,” fortæller han.

Eleverne synes, det er et fedt projekt, og så er de selvskrevne gæster til koncerten 28. juni, hvor de skal se deres møbler i aktion. Efter koncerten er det meningen, at møblerne skal stå ved Værftets Madmarkeds udendørs hang-out-område.

4 1

Faktabokse:

U/NORD-elever har banet vejen for ny udendørskoncert for unge på Kulturværftet

Samarbejdet med Teknisk Skole er en del af en større indsats for at styrke Kulturværftets dialog med flere forskellige ungefællesskaber om udviklingen af kulturarrangementer. Sidste år udviklede Kulturværftet i tæt samarbejde en underviser på HHX, U/NORD i Helsingør et eksamensprojekt til en 3.g-klasse med fokus på, hvordan Kulturværftet kan skabe et attraktivt ungemiljø. Eleverne delte ideer og refleksioner med hele medarbejder- og lederstaben, som efterfølgende aktivt arbejdede videre med læringer fra mødet. Ud af dette opstod et samarbejde med eleverne om et nyt udendørs koncertformat for unge med et mere hiphop-orienteret musikprogram. Den 12. august 2023 tog Kulturværftet imod knap 1000 koncertgæster, hvor bl.a. Icekiid, Gobs og Specktors gav koncert. Fredag 23. august i år gentager Kulturværftet successen med en storstilet ungekoncert på havnefronten med bl.a. Tessa, Benny Jamz og Carl Knast. Her er musikprogrammet igen med fokus på hiphop udviklet i samarbejde med elevrådet på Hillerød Tekniske Skole, U/NORD. Nye projektsamarbejder for efterårets GF1-elever på Teknisk Skole, U/NORD i Helsingør er under udvikling.

Om U/NORD:

  • U/NORD er flagskibet for ungdomsuddannelser i Nordsjælland og Nordkøbenhavn.
  • U/NORD er en uddannelsesinstitution med 670 medarbejdere og over 14.000 elever og kursister.
  • U/NORD har en uddannelsesportefølje bestående af erhvervsrettet 10. klasse, de gymnasiale uddannelser HHX, HTX og STX samt erhvervsuddannelserne EUD, EUX, EUV og EUS med fag inden for både det tekniske område og business.
KV LOGO POS
SKF logo black slim
HK LOGO sort