En tildeling fra Statens Kunstfond på 450.000 kr. muliggør, at Kulturværftet i Helsingør de kommende to år styrkes som producerende kulturcenter. Samtidigt bliver Kulturværftet en del af et landsdækkende netværk af scener, spillesteder og -platforme med faciliteter til produktion af projekter i krydsfeltet mellem musik og scenekunst. I den forbindelse offentliggør Kulturværftet nu et open call for kunstnere med projektideer inden for det musikdramatiske felt, og som ønsker at bruge Kulturværftet som ramme for deres arbejde.
Siden 2011 har Kulturværftet gennem programsporet CLICK kurateret og produceret moderne kunst i krydsfeltet mellem lyd, installation og performance. Med tildelingen fra Statens Kunstfond styrkes dette fokus på kulturel innovation i endnu højere grad.
”Vi glæder os til at åbne vores kulturinstitution, scener og faciliteter yderligere op for produktionen af nye og originale musikdramatiske projekter. I kraft af CLICK har vi en hel del erfaring med udvikling af eksperimenterende projekter i krydsfeltet mellem musik og kunst, og vi ser frem til samarbejdet og glæder os til at se, hvad der kan komme ud af det,” udtaler Georg Rasmussen, programredaktør, Kulturværftet.
Open call
Alle, der arbejder med projekter i et kunstnerisk krydsfelt, hvor lyd er et bærende element, kan derfor nu søge om ophold på Kulturværftet i det aktuelle open call.
”Vi vægter især projekter, der udmærker sig i den mere eksperimenterende del af samtidskunsten. Her stiller Kulturværftet koncertsale og alternative rum samt alt det udstyr, de rummer, til rådighed”, uddyber Georg Rasmussen.
Er man interesseret i at bruge Kulturværftet som produktionsfacilitet for sit næste projekt, kan man læse mere på Kulturværftets hjemmeside kuto.dk/opencall om praktik, muligheder og ansøgningsprocessen.
For yderligere information om tildelingen og open callet kan Georg Rasmussen, programredaktør, Kulturværftet, kontaktes på mail gra03@helsingor.dk eller mobil 41 86 98 01.
Faktabokse
Om Kulturværftet som kulturhus, spillested og udviklingsplatform
Kulturværftet er et kommunalt kulturhus i Helsingør, som årligt lægger hus til flere end 140.000 kulturgæster. Husets program og aktiviteter spænder bredt fra koncerter og festivaler, gastronomi og billedskole til talks og workshops, konferencer og kunstneriske udviklingsforløb.
Som regionalt spillested står Kulturværftet bl.a. bag udviklingstiltag som Liveforbundet – en abonnementsordning for mindre bands og opkommende musik med fokus på format og publikumsudvikling. Via den årlige Knejpe Festival bringer Kulturværftet den internationale folkemusik ud på byens brune værtshuse, og gennem Popkorn Nordic understøttes den unge musikscenes talentudvikling.
Som udviklingsplatform stiller Kulturværftet skarpt på talentudvikling blandt aspirerende unge kunstnere gennem BGK og udstillingsplatformen Transit. Og gennem CLICK har Kulturværftet i 13 år udviklet tværæstetiske projekter i krydsfeltet mellem musik og scenekunst.
Om netværket
I forbindelse med tildelingen bliver Kulturværftet samtidigt en del af et nyetableret landsdækkende netværk af scener/spillesteder/platforme med faciliteter til produktion af projekter i krydsfeltet mellem musik og scenekunst, som eksempelvis musikdramatik, moderne opera, performative orkesterværker, musikinstallationer, moderne musicals m.m. Et netværk, der foruden Kulturværftet tæller Børnekulturhus Ama’r og Teater ZeBU, København, Fredericia Musicalteater, Metropolis, København, Nordisk Teaterlaboratorium, Holstebro, Radar, Aarhus, Teater Momentum, Den Fynske Opera og Nørregaards Teater, Odense.
Om CLICK
Siden 2010 har CLICK udforsket kunst, eksperimenter og nye teknologier. For publikum, uddannelser, teknologer og kunstnere er CLICK her 13 år efter stadig en vital legeplads, der udforsker oplevelses- og udviklingspotentialet i krydsfeltet mellem kunst, filosofi, videnskab og teknologi. Omdrejningspunktet er sanselighed, proces og kulturel innovation gennem tværæstetiske eksperimenter. Formålet er at skabe en platform, hvor nysgerrige og kulturinteresserede kan få mulighed for at stifte bekendtskab med banebrydende og utraditionelle tendenser inden for musik, scene-, installations- og performancekunst.