Gasoline

Sommerkoncert i Toldkammergården

Det kræver hår mellem brysterne at fortolke Gasolin’! I 2019 var det 50-året for dannelsen af Danmarks mest legendariske og ikoniske rockband på Christianshavn. Gasoline fortsætter med at hylde Gasolin’ med et repertoiret bestående af Gasolin’-hits og sange fra Kim Larsens første soloalbum Værsgo. 

De udødelige sange fra Gasolin’ lever i den grad videre hos de fem kvinder i Gasoline. Med høj oktan og rockhjelmen spændt sætter de strøm til sangene og giver dem ny vitalitet og energi.

“Det er som om de poetiske sange nærmest bliver mere poetiske og de rockede faktisk mere rockede i Gasolines fortolkninger. Der er hug i hver eneste guitarbredside og blod på stemmebåndene, når Gasoline fyrer den af,” har Ivan Pedersen, sanger og leder af scenen Club Klondyke, udtalt.

For femten år siden fandt de fem erfarne musikere sammen omkring en enkel ide: At sætte kvindekraft til Danmarks største drengerøvsorkester Gasolin’.
Et orkester, hvis sange havde fulgt dem gennem barndom og ung­dom. Alle fem delte de en kærlighed til Gasolin’ og den livskraft, der strømmer ud af sangene. Et brændstof, de kunne kende hos sig selv. Alligevel har de aldrig set sig som et kopiband og har ingen intentioner om at imitere. Gasoline gør numrene til deres egne med respekt for de originale versioner.

“Jeg blev kvinde med Gasolin’“ udtaler Line Münster-Swendsen forsanger og idekvinden bag Gasoline ”Det er helt bevidst, at vi kun er kvinder i bandet. Det sætter os fri til at være dem, vi er. Jeg kan ikke være Kim Larsen, og Birgitte Bjørn kan ikke være Franz Beckerlee”, siger Line Münster-Swendsen, der optræder i både balkjole, strutskørt og kedeldragt, når bandet drager rundt på landevejene. ”Der er tit fordomme om kvinder, der spiller rock. Det vil vi gerne udfordre. Når vi spiller, er vi feminine, og samtidig lukker vi op for vores indre drengerøv. Det er, som om vi tænder noget i folk, når vi åbner op for den urkraft”, fortæller hun.

Gasoline er …
Line Münster-Swendsen: vokal
Birgitte Bjørn: guitar og kor
Lisbeth Rysgaard: guitar og kor
Annette Bork: bas og kor
Ditte Brodde: trommer

Se mere på www.gasoline.dk/

Dato: Torsdag 16. juni

Tid: kl. 19.15

Døre: kl. 19.00

Sted: Toldkammeret

Pris: 125 kr.

Placering: Udendørs koncert i gården / Unummererede pladser

Kategori: Musik / Toldkammeret / Sommer

spisekammer logo

Fællesspisning alle hverdage