Pladsen foran Kulturværftet i Kulturhavn Kronborg omdannes lørdag den 28. juni atter til en musikalsk sommerfest i stor skala, når nogle af Danmarks stjerneartister inden for pop, soul og hiphop giver koncert. På programmet er Lamin, Jada, Malte Ebert og Pil, som i en firdobbelt koncertaften kickstarter sommeren 2025.

Musikalsk folkefest på tværs af generationer

”Vi ser frem til igen at invitere til en koncertdag og -aften i Helsingørs smukke kulturhavn Kronborg. Publikum kan glæde sig til et musikalsk lineup denne dag med fire fantastiske artister, som hver især har markeret sig på den danske koncertscene gennem de senere år. Sommerkoncerterne i Kulturhavnen er for længst blevet en tradition, og vi glæder os til endnu en festlig musikbegivenhed på Helsingørs smukke havnefront, der kan samle publikum på tværs af generationer,” udtaler Rasmus Schrøder, musikredaktør, Kulturværftet.

Lamin

Lamin aka. Lams er en af rapscenens mest innovative og fremadstormende navne. Den 26-årige rapper har trods sin relativt korte tilstedeværelse i spotlightet vist sig at være en unik artist med en særlig kreativ udfoldelse. Foruden store koncerter i bl.a. Royal Arena og åbningen af Orange på Roskilde har Lamin med sine velskrevne raptekster vundet flere store musikpriser, som bl.a. består af Årets Nye Navn ved DMA 2022 samt P3 Talentet ved P3 Guld 2022 og i 2024 P3 Prisen ved dette års P3 Guld. 

Jada

Jada er uden tvivl en af Danmarks mest nærværende popstjerner anerkendt for at levere nogle af de bedste liveoplevelser. Hun har for længst tryllebundet både de danske og udenlandske anmeldere, medier og fans med sit personlige og ærlige univers – et univers, der bryder med de klassiske rammer, og som er med til at skubbe til både grænser, genrer og tendenser. Hun er blevet et ikon, specielt for den unge generation af kvinder. Med sine kæmpe popballader og soulede r&b viser hun os en befriende sårbarhed, samtidig med at hun udstråler en lige så befriende og smittende selvsikkerhed.

Malte Ebert

Danskerne stiftede for første gang bekendtskab med Malte Ebert gennem alteregoet Gulddreng, der dog sidenhen blev lagt til side for at give artisten Malte Ebert plads til at blomstre. Med et utal af #1 singler, platinplader og millioner af streams har Malte udviklet sig til den folkekære musiker, han er i dag. Bagkataloget byder på et hav af ørehængere, en hyldestsang til Hendes Majestæt Dronningen, titelsangen til DR’s julekalender Julehjertets Hemmelighed for blot at nævne et par stykker. Til koncerten ved Kulturværftet kan man glæde sig til Malte i front for sit 8 mand store orkester give den gas til hits som Mindst Ondt, Kun Med Dig og Fortæl Mig Hvis Du Vil Noget Andet.

Pil

Hendes dansksprogede sange om de skæve følelser har domineret hitlisterne de senere år. Hits som Når Du Går Herfra og Dronning Af Månen har bragt Pils legende og opløftende popunivers både anmelderroser, astronomiske antal streams på Spotify og topplaceringer på bl.a. Airplay charten og som P3s undgåelige. Gennem de seneste år har Pil også samarbejdet med store etablerede artister herhjemme som fx singlen Omvendt med Andreas Odbjerg, som blev et stort radiohit, og GULVET22, som var en duet sammen med Burhan G. 

Tid, sted og billetter

Tid: Lørdag den 28. juni, havnefronten ved Kulturværftet i Helsingør, kl. 16.00-23.00. Adgang til pladsen fra: kl. 14.30.

Pris: 450 kr. Børn op til 12 år ifølge med voksne: 250 kr.

Sejl til koncert

Kom sejlende til koncerten i egen båd. Med en kajplads-billet kan man kaste fortøjningerne lige ved koncertpladsen og blive natten over i Helsingørs hyggelige havnemiljø. Bådene ligger lige ved siden af det historiske Kronborg Slot, og man kan gå direkte ind på koncertpladsen og deltage i festen – kajpladsen gælder til næste dag kl. 11.30. Billetsalg offentliggøres på kuto.dk i løbet af december.

Regionalt spillested

I 2024 blev Kulturværftet genudpeget af Statens Kunstfond som regionalt spillested. En status, der betyder, at kulturhuset hele tiden kigger efter nye måder at formidle og skabe gode rammer for den rytmiske musik lokalt, regionalt og nationalt. Sommerkoncerterne i Kulturhavn Kronborg på Helsingørs havnefront er en del af en strategi, der netop skal bidrage til dette og til udviklingen af den danske live musikscene.

HK LOGO sort