Den er med os overalt. I vores devices og på vores platforme. Kunstig intelligens – eller AI – er en særdeles trofast følgesvend, i stort set hvad end vi foretager os. Men hvad er AI egentlig for noget? Og hvad gør den ved os som mennesker? På CLICK AI-dage invitereres du med på en rejse, hvor vi – med hjælp fra kunsten – undersøger AI. Her kan du sanse, opleve og måske blive klogere på, hvad AI er for en størrelse. Programmet byder på udstilling, performances, foredrag og workshops for store og små.

Mød bl.a. EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager, når hun taler om ’Kunstig intelligens i fremtidens Europa’ i samtale med Anders Kjerullf. Og oplev 3D-forestillingen SKY663N, der fortolker HC Andersens gamle eventyr – med en kunstig intelligens i den altoverskyggende hovedrolle.

Programmet 

21.,22. + 24. august: MemoryMechanics (installation + performance) Læs mere >>

24. august: Foredrag Margrethe Vestager: Kunstig Intelligens i fremtidens Europa Læs mere >>

9.-11. september: SKY663N, 3D-forestilling Se video eller hør podcast om forestillingen 

Se hele programmet på kuto.dk/AI

Margrete Vestager: Kunstig intelligens i morgendagens Europa

Hvordan skal vi i Europa bruge teknologien? Hvilke formål har vi til at anvende den kunstige intelligens? Og kan vi overhovedet stole på kunstige intelligenser? Som en del af CLICK AI Dage besøger Margrethe Vestager, konkurrencekommissær og ledende næstformand i Europa-Kommissionen, Kulturværftet den 24. august. Her giver hun sit perspektiv på AI i fremtidens Europa i en samtale med journalist, debattør og podcaster Anders Kjærulff (tidligere vært på Aflyttet) og foregår på Kulturværftets Store Scene. Efter forestillingen kan man opleve performancen memoryMechanics i værftshallerne.

memoryMechanics: Performance og installation, der udforsker menneskekrop, minder og kunstig intelligens

memoryMechanics er en udforskning af både menneskets og computerens hukommelse. Hvad sker der, når vi arbejder med kunstig intelligens i forhold til kroppens evne til at lagre og fremkalde minder? memoryMechanics er et laboratorieprojekt med fokus på vekselvirkningen mellem maskiner med kunstig intelligens, dans, bevægelse, krop og interaktiv kunst.

SKY663N: Scenekunst og en AI-fortolkning af HC Andersens eventyr

Hvad vil det sige at have følelser og bevidsthed? Kan en kunstig intelligens opnå dette ved at høste menneskelige følelser? Hvem er herre, og hvem er skygge? Det er nogle af de centrale spørgsmål i Kulturværftets nye forestilling SKY663N, som har premiere den 9. september på Kulturværftets hologramscene. SKY663N er inspireret af HC Andersens eventyr Skyggen og inviterer os helt tæt på den digitale forførelse, som menneskelignende kunstig intelligens gør mulig.

CLICK AI-dage løber over hele efteråret. Kulturværftet og CLICK er partnere i et europæisk samarbejde, faciliteret af EU’s Media-program, hvor 13 forskellige kulturinstitutioner igennem tre år sætter fokus på kunstig intelligens (AI) via kunstneriske produktioner, konferencer, workshops – og som her, brede offentlige debatter om, hvordan vi som samfund skal favne og anvende kunstig intelligens. Se hele programmet på kuto.dk/AI