Hvordan styrker vi nordisk sammenhængskraft i en tid, hvor politisk polarisering, sproglige forskydninger og faldende mobilitet udfordrer vores fælles kulturelle grundlag? Det var afsættet, da Kulturværftet i Helsingør og Elsinore 2032 samlede en række nordiske kultur- og samfundsaktører til rundbordssamtale. Nu udkommer samtalen som podcast – med særlig vægt på tre centrale greb, der går igen på tværs af alle bidrag: smidigere samarbejdsmodeller, styrket sprogforståelse og konkrete partnerskaber, der kan modvirke den fragmentering, som præger tiden.
Kultur som forbindelseslinje – og forpligtelse
”Nordens styrke har altid ligget i de forbindelseslinjer, vi har skabt mellem os – i sproget, i hverdagen, i den fælles nysgerrighed på den anden side af vandet. Spørgsmålet er, hvordan vi fastholder et kulturelt, politisk og menneskeligt fællesskab, mens verden omkring os går i stykker. Podcasten indfanger spændingsfeltet mellem ønsket om samarbejde og de sproglige, praktiske og strukturelle barrierer, der udfordrer det,” siger Søs Krogh Vikkelsøe, leder af Kulturværftet.
Fra fragmentering til fælles handling
Selv i Øresundsregionen – historisk et symbol på nordisk nærhed – opleves forskellene tydeligere. De medvirkende, blandt andre Jens Frimann Hansen, Helsingør Teater, Johann Wessman, Øresundsinstituttet, Max Granström, Visit Skåne, Johanna Stenbak, Moomin Characters, Marcus Ekdahl, Sydsvenskan, Søs Krogh Vikkelsøe, Kulturværftet, og Aslak Gottlieb, Elsinore 2032, peger samlet på behovet for en ny kulturel infrastruktur: mere fleksible måder at samarbejde på, et styrket nordisk sprogfællesskab og konkrete partnerskaber, der kan skabe reel bevægelse på tværs af landegrænser.
Podcasten viser, at kulturen fortsat rummer en særlig nordisk evne til at forbinde – ikke af nostalgiske grunde, men som et aktivt valg om at holde samtalen i live i en tid, der presser den.
Tilgængelig fra i dag
Podcasten Nordiske stemmer produceret af Thomas Bernsen, Kulturværftet, henvender sig til aktører, beslutningstagere og samarbejdspartnere i hele Norden, der arbejder med kultur, medier og civilsamfund. Podcasten kan høres fra i dag på podcastplatformene op på Kulturværftets lydside
