LMS 3 e1789979052435

KulturCrew rykkede ind i Toldkammeret

Der var energi, koncentration og masser af nysgerrighed i luften, da knap 100 elever fra ni skoler i Helsingør Kommune indtog Toldkammeret forleden at forberede sig til LMS Showcase og YAM Session i næste uge.

Her får de unge nemlig en central rolle, når Helsingør bliver samlingspunkt for musikere, kulturfolk og skoleelever fra både ind- og udland. Inden gæsterne ankommer, skulle KulturCrew-eleverne så finpudse deres færdigheder og gøre sig klar til opgaverne.

Toldkammeret dannede rammen om en intensiv workshopdag, hvor eleverne arbejdede målrettet med de funktioner, de skal varetage under festivaldagene. Nogle skal være værter på spillestederne, andre skal introducere musikere fra scenen, mens en tredje gruppe skal dække begivenhederne som journalister.

Journalister på jagt efter de gode historier

I et af Toldkammerets lokaler arbejdede KulturCrew-journalisterne med interviewteknik og historiefortælling. Her blev de klædt på til arbejdet med festivalavisen LMS Tidende, som udkommer under showcase-dagene.

Som en del af træningen kastede eleverne sig ud i både interviews og voxpop-øvelser. De interviewede bl.a.  de elever, der skal stå på scenen og byde velkommen ved festivalens åbning.

For mange var det første gang, de prøvede kræfter med journalistik, men det blev hurtigt tydeligt, at nysgerrigheden og modet var på plads.

Klar til at indtage scenen

I et andet lokale blev der arbejdet med mikrofonteknik, præsentationer og scenefremtræden.

De elever, der skal præsentere musikere under LMS Showcase og YAM Session, kendte allerede navnene på de kunstnere, de får ansvaret for at introducere. Workshopdagen gav dem mulighed for at færdiggøre deres præsentationer og øve sig på at stå foran et publikum.

Der blev arbejdet med både stemmebrug, kropssprog og nærvær, så værterne føler sig trygge, når de træder op på scenen foran hundredevis af gæster og koncertdeltagere.

Værtskabet starter længe før den første koncert

Under LMS Showcase og YAM Session bliver de unge ansigterne udadtil på flere af byens kulturinstitutioner. De skal tage imod musikere og publikum, hjælpe med praktiske opgaver og bidrage til, at koncertoplevelserne forløber godt for alle involverede.

Gennem forskellige samarbejdsøvelser trænede eleverne derfor kommunikation, koordinering og evnen til at finde løsninger sammen.

Mere end frivillige

KulturCrew giver børn og unge mulighed for at få erfaring med kulturproduktion, ansvar og samarbejde, samtidig med at de får et unikt indblik i livet bag scenen.

Workshopdagen på Toldkammeret viste tydeligt, hvor meget engagement og ejerskab eleverne bringer med sig. Da dagen var omme, stod et stærkt fællesskab tilbage, klar til at løfte opgaven sammen.

Når LMS Showcase og YAM Session løber af stablen i slutningen af september, vil publikum møde KulturCrew overalt i byen. På Kulturværftet, Toldkammeret og de øvrige kulturinstitutioner bliver de unge en vigtig del af oplevelsen og med til at vise både lokale gæster og internationale besøgende, hvad Helsingør kan.

Så husk at sende et smil eller en highfive deres vej. De har øvet sig, forberedt sig og er mere end klar til at tage imod verden.