Om få uger skydes gang i en ny landsdækkende tour med tryk på musikalsk historiefortælling i live podcast-koncerten om det musikalske geni og den guddommelige vokalist George Michael. Fortalt af Henrik Milling og Nicolai Molbech, formidlet af Jan Glæsels 11 mand store orkester og produceret i samarbejde med Kulturværftet i Helsingør. 

Gør dig klar til at blive blæst bagover, når Henrik Milling og Nicolai Molbech fortæller hele George Michaels historie i lyd og billede, bakket op af Jan Glæsels skarpslebne stjerneorkester Rumors Corner. Det hele er bygget sammen til et to timers historiebåret lydværk i et fuldstændig originalt format.

”Foruden guddommelig popmusik, så skal publikum glæde sig til mødet mellem en live podcast og en koncert, som skaleres op med en nærmest filmisk brug af lydeffekter og soundscapes, musik og visuals. Resultatet er et helt unikt udtryk, der ikke er set eller hørt før i Danmark. Som tilskuer bliver du beriget med både anekdoter, minder, sang og musik – og ikke mindst en festlig aften”, fortæller Henrik Milling, som sammen med Nicolai Molbech er aftenens værter og fortællere. De to herrer kender du fra Fonk! Det Er Lørdag på DR P4.

Showet er produceret i samarbejde med Kulturværftet i Helsingør, der også producerede første show fra 2019 – Let’s Groove, hvor det var musikhistorien om Earth, Wind & Fire, som var i centrum.

”Vi glæder os utroligt meget over, at denne lidt utraditionelle form for musikalsk show og historiefortælling også er noget, som vinder genklang hos publikum landet over. Og så er det jo en fornøjelse at være med til at skabe et helt nyt format sammen med så dygtige kapaciteter, som hele holdet bag repræsenterer”, udtaler musikredaktør på Kulturværftet Rasmus Schrøder.

To shows er allerede udsolgt i Helsingør og Taastrup, og der er endnu billetter at få på turnéens øvrige venues rundt i landet.

Fakta:

Showet er skabt og produceret af Milling, Molbech, Glæsel og Kulturværftet. Samarbejdet startede i 2019 og er anden produktion i serien af tematiske shows, hvor fænomener fra musikhistorien danner ramme for en gennemgående historie akkompagneret af Jan Glæsel og Rumors Corner.

Spilledatoer og venues:

01.10.22 Helsingør, Kulturværftet (udsolgt)

02.10.22 Helsingør. Kulturværftet (ekstra show)

07.10.22 Frederiksværk, Gjethuset

08.10.22 Taastrup, Taastrup Teater (udsolgt)

14.10.22 Vejle Musik Teater

15.10.22 Aabenraa, Gazzværket

16.10.22 Aarhus, Musikhuset

27.10.22 Esbjerg, Musikhuset

28.10.22 Taastrup, Taastrup Teater (ekstra show)

04.11.22 Næstved, Grønnegades Kaserne

05.11.22 Svendborg, Svendborg Teater

11.11.22 Nyborg, Bastionen