Når kultur gør en forskel
Et fælles sprog og evaluering af den kulturelle oplevelse
Hvordan måler vi værdien og effekten af den sociale og kreative værdi, som kulturgæsten oplever gennem deltagelse i fællesspisningen, koncerten, foredraget eller podcastkurset? Og hvilken indvirkning har det, at vi oplever kulturen sammen med andre? For humøret, for kroppen, for sindet, for fællesskabsfølesen?
Kulturen er naturligvis en værdi i sig selv. Her skaber kulturhuset mening og livskvalitet for den enkelte, men aktiviteterne i kulturhusene udgør også et univers, hvor mennesker deler erfaringer, synspunkter, oplevelser og ideer.
I løbet af 2022 har organisationen bag Kulturværftet og Toldkammeret udviklet et metode-apparat, der måler værdien og effekten af kulturhusets sociale og kreative kapital relateret til aktivitetsprogrammet.
Metoden er udviklet, så den mere direkte giver resultater i hånden, som tydeligt viser kulturhusenes konkrete betydning for lokale fællesskaber. Flere værdier ligger til grund for spørgerammen. Herunder eksempelvis:
Velvære, fællesskab, social inklusion, læring, kulturel refleksion, bæredygtighed, kreativitet og æstetisk intensitet.
Metodeapparatet er udviklet med viden fra flere forskellige eksisterende kvalitative spørgerammer: Evalueringsguide fra DELTAG (Århus Universitet), Nordeafondens evalueringsguide, rapporten Kulturhuse i Region Midtjylland, Better Life Index (OECD), Gallup Global Emotions, Gallup World Happiness Report og FN’s 17 verdensmål.
Dataindsamling og databehandling sker med sigte på at blive bedre til at udbyde et kulturhusprogram, der støtter op om dannelsen af meningsgivende fællesskaber for både deltagere og samfundet omkring. Derudover bruger vi evalueringens data til at skabe indsigt og synliggøre organisationens effekt og værdi på specifikke områder, som har politisk bevågenhed.
Metoden og evalueringsdesignet er udviklet i samarbejde mellem konsulent Hannah Oxenvad Svarrer og Kulturværftet / Toldkammeret. Har du lyst til at vide mere om evalueringsdesignet og metoden, så kontakt os gerne: