IMG 4014 scaled e1780555574334

KUTO Club offentliggør sidste headliner og fuldender lineupet

Med offentliggørelsen af Sivas som sidste headliner er hovedlineup til KUTO Club 2026 nu komplet. Fredag den 21. august indtager nogle af de stærkeste navne fra den danske musikscene igen havnefronten ved Kulturværftet i Helsingør, når KUTO Club samler unge fra hele regionen til sensommerens største klub- og koncertoplevelse.

Sivas slutter sig til et i forvejen stærkt program med ArtigearditSira JovinaKaroline Mousing, Will, Wicky og Samz – med opvarmning fra den lokale dj Storm og med Loke & Nomi som værter. Der er med andre ord lagt op til en aften, hvor live musik, fest og ungdomskultur smelter sammen i én samlet vibe.

Sivas – en toneangivende stemme i dansk hiphop

Sivas har i mere end et årti været en af de mest indflydelsesrige skikkelser i dansk hiphop. Med sin karakteristiske lyd, sit kompromisløse udtryk og evnen til konstant at forny sig har han sat et markant aftryk på dansk musik. – Fra gennembruddet med D.A.U.D.A. til senere udgivelser, der har udvidet genrens grænser.

Live er Sivas kendt for en intens tilstedeværelse og en energi, der samler publikum på tværs af alder og baggrund. Hans koncerter bevæger sig ubesværet mellem tunge klubtracks og mere melankolske øjeblikke – altid med et publikum, der er med hele vejen. Netop derfor er han et oplagt valg som den sidste brik i årets KUTO Club-lineup.

”Med Sivas fuldender vi hovedprogrammet på årets store KUTO Club. Han repræsenterer en generation, der har været med til at forme nutidens lyd, en legende på scenen som stadig formår at være relevant for unge i dag” siger Georg Rasmussen, musikredaktør på KUTO Club.

Et lineup skabt til dansegulv og fællesskab

Årets lineup spænder fra etablerede navne til nye, stærke stemmer på den danske musikscene. Artigeardit, der tidligere er annonceret som headliner, står i spidsen for aftenen med sit anmelderroste album ÆTEREN og en livescene-erfaring fra landets største venues. Sammen med Sivas danner han et stærkt anker for en aften, hvor både beats, tekster og energi er i centrum.

Publikum kan desuden opleve Sira Jovina, Karoline Mousing, Wicky, Will og debutanten Samz, der netop nu er den mest hypede nye artist i genrefeltet – altså artister, der hver især repræsenterer nye strømninger og udtryk, som taler direkte ind i KUTO Clubs unge publikum.

Mere end en koncert

Med Loke & Nomi som værter bindes aftenen sammen af humor, nærvær og publikumsinvolvering. Duoen fungerer som bindeled mellem scene, crowd og den digitale ungdomskultur, der også er en del af KUTO Clubs DNA.

FAKTA – KUTO Club 2026
Dato: Fredag den 21. august 2026 kl. 17.30–22.30
Sted: Havnefronten ved Kulturværftet, Allegade 2, Helsingør
Lineup: Artigeardit, Sivas, Sira Jovina, Wicky, Karoline Mousing, Will, Samz og den lokale dj Storm
Værter: Loke & Nomi
Billetter: 235 kr. på kuto.dk

Om KUTO Club

KUTO Club er Kulturværftets ungdomsunivers for koncerter, klubformater og events. Formatet er udviklet i samarbejde med unge og kombinerer tidens musik med visuelle greb og stærk festenergi. Som regionalt spillested arbejder Kulturværftet for at styrke musikmiljøet lokalt, regionalt og nationalt – her spiller KUTO Club en central rolle i at udvikle den danske livescene. Kulturværftet afholder årligt 250 koncerter for ca. 50.000 koncertgæster.