Til Kulturnatten i Helsingør kan man opleve udstillingen ’VS’ (Versus) i et helt nyt galleri i byen – Kvickly! Udstillingen er skabt i et lidt utraditionelt samarbejde mellem kunstelever fra Kulturværftets BGK-uddannelse BGK Artlab og Kvickly Helsingør.

Kan ung eksperimenterende kunst finde sin plads midt i hverdagsindkøbene? Det spørgsmål vil BGK ArtLab i samarbejde med Kvickly i Helsingør udforske. Fra den 27. september og frem til den 20. oktober vil supermarkedets besøgende få mulighed for at opleve noget ud over det sædvanlige, når store malerier og dagligdagen smelter sammen, og grænsen mellem galleri og supermarked udfordres.

Åbning af udstilling til Kulturnatten

BGK ArtLab og Kvickly Helsingør inviterer til fernisering på udstillingen Vs. fredag den 27. september kl. 18-20 i Kvickly, Stjernegade i Helsingør. Der vil være tale ved underviser på BGK Artlab Jacob Tækker samt byrådsmedlem Knud Mogensen g undervejs vil der være DJ, kransekage og bobler. Alle er velkomne.

Kor, Kuto Club og kreative værksteder

Udover ”VS” byder programmet fra Kulturværftet på Kulturnatten på et væld af aktiviteter for alle aldre. På Toldkammeret kan man bl.a. opleve Steinerskolens orkester, Instant Disco, fællesspisning og udstillingen Making and Unmaking of Worlds. På Kulturværftet byder Biblioteket på højtlæsning, kreative værksteder og fælleslæsning, og Kuto Club, der for et par uger siden holdt kæmpe koncert på havnefronten for de yngre generationer, byder på late night club på Store Scene.

Se hele Kulturnattens program på www.kulturnathelsingor.dk

Faktabokse:

Om Kulturnatten

Kulturnætterne i Helsingør Kommune er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor byernes kulturinstitutioner, handelslivet og det lokale foreningsliv åbner dørene og sammen med byens borgere skaber en livgivende aften i de ellers stille efterårsgader.

Om BGK Artlab

BGK Artlab er en treårig kunstuddannelse udbudt af Kulturværftet og som henvender sig til unge mellem 15-25 år, der ønsker at dygtiggøre sig inden for billedkunsten og blive en del af et spændende kreativt og kunstnerisk miljø for unge.


HK LOGO sort