Den kommende sæson på Kulturværftet og Toldkammeret inviterer til at mærke pulsen, udfordre vanetænkningen og finde nye fællesskaber. Om man er til beats under spejlkuglen, talks der prikker til de vante overbevisninger, koncerter med stjerneskud eller internationale virtuoser, kunstudstillinger eller comedy med kant – valget er åbent.
Dans: nordisk bal og disco nights
Foråret giver rig mulighed for at flytte fødderne. Til Øresundsbal kan man opleve levende nordisk folkemusik og klassiske danse – med workshop for begyndere og bal til langt ud på aftenen. Tradition møder fællesskab, og man lærer trinene på stedet. Er man mere til beats end polska, er Instant Disco det månedlige escape, når Toldkammeret forvandles til et tidligt dansegulv med pop, funk og disco.
Foredrag & talks: skarpe perspektiver og store stemmer
Indsigt, debat og fortællinger er på programmet, når nogle af landets skarpeste stemmer tager fat på alt fra politik og psykologi til livsfortællinger og kulturkritik. Man kan høre Clement Kjersgaard stille spørgsmålene, der stikker til nutidens dilemmaer, få konkrete værktøjer til trivsel fra Chris MacDonald, og lade Ann E. Knudsen og Annamette Fuhrmann åbne nye perspektiver på hverdagen. Christian Jensen og Rasmus Tantholdt tager publikum med bag kulisserne hhv. i journalistikken og verdens brændpunkter, mens Svend Brinkmann leverer analyser af mennesket i den moderne tid. Også forfatter og psykolog Glenn Bech, der er aktuel med romanen Jeg er ikke færdig med dig, gæster Kulturværftet i foråret.
Koncerter: fra nye danske stemmer til international virtuositet
Kulturværftets koncertforår 2026 mixer morgendagens lyd med elskede ikoner – plus et drys fra de internationale himmelstrøg. Man kan opleve Ozzy, Iris Gold og Josva med urban pop, der flytter spillelisterne, og samtidig nyde klassikere fra Alberte Winding, Signe Svendsen, Poul Krebs og The Savage Rose – tæt på og helt uden filter. Sæsonen afrundes med besøg af den sicilianske guitarvirtuos Matteo Mancuso.
For unge – af unge
Sæsonen igennem er der fuldt blus på kultur for og af unge: Man kan samles til strik og hækling i Garnværket, spise med til Mad & Mennesker, dyste i KUTO Cup eller hygge sig til Film & Fritter med sprøde fritter og gode film. Midt i sæsonen åbner BGK Artlab udstillingen TRANSFORMER, hvor kunststuderende giver deres take på forandring, set tæt på gennem hverdagens optik.
Comedy & shows – latter, logikbrud og skarpe punchlines
Foråret er ikke kun musik; det er også grin, gearskift og psykologiske overraskelser. Carsten Eskelund dissekerer livet med tør præcision i Mod Menneske!, Martin Kanstrup medbringer jysk charme i EN BETTE SHOW, og Jan Hellesøe bryder logikken i Umuligheder. Som kulmination vender Simon Talbot tilbage med EKSTRA EXTRA – globalt udsyn, tempo og kant, lige i lattermusklen.
“Vi har skabt en sæson, der tør tage chancer – med LIVE-oplevelser, der både samler og udfordrer. Det er kultur, når det er bedst: levende, tæt på, relevant og fuld af energi,” udtaler Søs Krogh Vikkelsøe, leder af Kulturværftet.
Oversigt over sæsonens highlights
Dans
• Øresundsbal: 14. marts
• Instant Disco: 30. januar, 27. februar, 27. marts, 1. maj, 22. maj
Talks & foredrag
• Clement Kjersgaard: 3. februar
• Ann E. Knudsen: 13. april
• Jan Hellesøe: 15. april
• Glenn Bech: 20. april
Koncerter (udpluk)
• Alberte Winding: 24. januar
• Signe Svendsen: 6. februar
• Ozzy: 6. marts
• Poul Krebs: 19. marts
• Josva 3. april
• Iris Gold: 18. april
• Matteo Mancuso: 11. maj
For unge – af unge
• Garnværket: 20. januar + løbende datoer
• Film & Fritter: 28. januar, 25. februar, 25. marts, 29. april, 27. maj
• KUTO Cup: 14. januar + løbende datoer
• Mad & Mennesker: løbende for 15–25-årige
Udstilling
• BGK Artlab – TRANSFORMER: 6.–18. februar
Billetter og fuldt program:
Se hele kalenderen og køb billetter på www.kuto.dk.
