Kulturværftet deltager de næste tre år i det europæiske program European Digital Deal. Programmet undersøger, hvordan nye teknologier som kunstig intelligens, machine learning, blockchain og algoritmisk behandling påvirker demokratiske processer. Forløbet byder blandt meget andet på samarbejde med ikoniske Laurie Anderson, ball room-event og recidencies for kunstnere. EU-programmet involverer partnerskab med 12 andre toneangivende kulturinstitutioner i Europa.

Når den digitale verden fletter sig ind i samfundets strukturelle opbygning, er vi tvunget til at reflektere over, hvad det betyder for vores demokratier. Sammen med kunst-, kultur og videnaktører fra hele Europa er Kulturværftet i denne tid med til at etablere en ny form for offentligt forum, hvor kulturinstitutioner, kunstnere, forskere, undervisere samles for at byde ind med løsninger og perspektiver, der sikrer demokratiske værdier i den digitale udvikling.

”Vi er rigtig glade for at kunne være med til at definere en europæisk kulturel identitet i relation til den digitale udvikling. Gennem 12 år har vi på Kulturværftet brugt kunsten og kulturen til at stille skarpt på vores samtids store temaer og agendaer som bl.a. klima, køn, magt og teknologi – også på europæisk plan. Med det nye EU-projekt kommer vi til at udvide Kulturværftets strategiske forbindelser, og i øvrigt udbygge den kunstneriske profil og sammenhængskraft med europæiske kolleger. Vi glæder os meget til samarbejdet” udtaler Søs Krog Vikkelsøe, leder af Kulturværftet.

Samarbejde med Laurie Anderson

Blandt projekterne er ARK – et samarbejdsprojekt med kunstneren Laurie Anderson, som har potentialet til at udvikle sig til flere kunstneriske produktioner og oplevelser. Eksempelvis som installation, lydkompositioner eller litterære og filmiske værker. ARK udforsker afslutningen af menneskehedens eksistens, nøjagtigt et minut før midnat som følge af nedbrydningen af “Den Digitale Sky”.

”I Helsingør Kommune har vi netop lanceret en ny kulturpolitik, som også har fokus på nødvendigheden af den internationale profil inden for kunst og kultur. Netop udviklingen af den internationale dimension i kunst- og kulturlivet har vi igennem mange år støttet op om, og bevillingen til det nye EU Digital Deal-projekt viser, at vi har en styrkeposition i denne sammenhæng. Det glæder mig meget”, siger Michael Mathiesen, formand for Kultur- og Turismeudvalget i Helsingør Kommune.

To EU-projekter – ét spor

Med EU Digital Deal er der nu to større projekter støttet af Creative Europe-programmet i gang på Kulturværftet. Projektet Rewilding Cultures ønsker at repositionere ’the wild’, vildskaben og natur, i kølvandet på vores fælles erfaringer fra perioden med COVID og fokusere på inklusion og økologi inden for kunst-, videnskabs- og teknologiområdet. Aktiviteterne indgår samlet med EU Digital Deals aktiviteter i Kulturværftets kunst- og teknologispor, som tidligere begrænsede sig til én årlig event – CLICK Festival – men som i dag altså består af flere oplevelser året rundt.

Følg projekterne på www.kuto.dk/kutek og på EU Digital Deals europæiske site https://ars.electronica.art/eu.

Faktaboks:

Det samlede EU Digital Deal-projekt modtager bevilling fra EU Creative Europe på i alt 15 millioner kroner i årene 2023-2025.

Partnere:

Foruden Kulturværftet tæller EU Digital Deal følgende 12 europæiske kulturaktører inden for kunst, teknologi og videnskab: Ars Electronica (AT), Fundacion La Laboral Centro De Arte y Creacion Industrial Y Promocion Cultural (ES), Fundacion Zaragoza Ciudad De Conocimiento (ES), Ariona Hellas (GR), Kersnikova (SL), Centar Za Promociju Nauke (SR), Gluon (BE), Stichting Waag Society (NL), Pro Progressione (HU), Sineglossa (IT), Teatro Circo De Braga (PT), Interactive Media Art Laboratory (BE).

Kunst og teknologi – fra festival til fokus hele året

De mange aktiviteter i regi af EU Digital Deal spænder fra forskningsmæssige workshops og kunstner-recidencies til koncerter, performances, talks, seminarer og installationer. Aktiviteterne indgår samlet i Kulturværftets oplevelser inden for et kunst- og teknologispor, hvor man bl.a. finder CLICK, der har bevæget sig fra at én årlig event til i dag at rumme et væld af nedslag året rundt.