Mere forståelse og kulturudveksling mellem Danmark og Grønland bør stå øverst på dagsordenen, når Rådet for Kulturel Modstandskraft indleder sit arbejde.
Debatindlæg af Søs Krogh Vikkelsøe, leder af Kulturværftet, bragt i Jyllands-Posen 22. februar 2026
Det synes efterhånden ukontroversielt at sige, at vi danskere de senere år har lært, at kriser skaber sammenhold.
Da coronavirussen holdt os inden døre, begyndte vi at synge fællessang. Siden Putins soldater marcherede over Europas grænser, har et enigt Folketing tildelt mere end 78 mia. kr. i støtte til vores ukrainske venner.
Vi fik den samme erfaring under efterårets hybridangreb. Imens dronerne fløj over Øresund, styrkede vi den skandinaviske sammenhængskraft. Grænserne mellem Danmark og Sverige blev mindre vigtige, mens samarbejdet blev mere synligt.
Helsingborg ligger 10 km væk fra min arbejdsplads, og vi mærker hver dag, at svenskerne er vores naboer. De krydser måske Øresund for hygge, koncerter og madkulturelle oplevelser; vi tager den anden vej for rekreative oplevelser i naturen og kunstneriske oplevelser i kulturhus eller koncertsale. Broen findes både i en bogstavelig og kulturel forstand.
Det bemærkede jeg også samme efterår, hvor jeg modtog et brev fra Sverige. En skolelærer fra Helsingborg beskrev et projekt i sin tredje klasse, hvor eleverne havde lavet en bog om fremtidens Helsingborg med fokus på at bygge bro – både i overført og helt konkret forstand – til Helsingør. De havde udforsket vores fælles historie, skrevet tekster og illustreret deres visioner. Nu ville læreren gerne komme på besøg og starte et samarbejde om kulturudveksling mellem svenske og danske børn.
Hvis svenske og danske børn kan vokse op med hinanden som en selvfølge, burde det samme gælde grønlandske og danske børn. Bertel Haarder (V) har for nylig erkendt i et opsigtsvækkende interview, at han som undervisningsminister gennem årtier ikke gjorde nok for at give danske børn kendskab til Grønland.
Denne manglende interkulturelle forståelse, der præger rigsfællesskabet, bør vi rette op på.
Allerede nu har Trumps aggressioner sat den kulturelle myretue i bevægelse. Danmarks Radio har ikke bare flyttet nyhedsjournalister til Grønland – også medarbejdere fra P3 producerer nu indhold og satire til radio, web og sociale medier, som behandler den nuværende situation i øjenhøjde og henvender sig til flere generationer af nyhedsbrugere.
I samme periode versionerede Nationalmuseet sin permanente udstilling om Arktis til “Vinterferie på grønlandsk”, hvor danske børn kunne komme på en arktisk dannelsesrejse.
Samtidig indledte Knud Romer et musikprojekt med flere kunstnere som Allan Olsen og Carl Knast, der skal indspille, hvad der omtales som både en kærlighedserklæring og støttesang til Grønland.
Der er mange flere eksempler på stigende kulturel udveksling mellem Danmark og Grønland. Og forhåbentlig kommer der endnu flere til. Det bør være staten – og ikke mindst det nyopstartede regeringsinitiativ om kulturel modstandskraft – der aktivt sørger for, at det sker.
Rådet for Kulturel Modstandskraft bør bruge dette øjeblik til at skabe konkrete møder. Grønlandske og danske skoleklasser bør samarbejde mere. Kunstnere bør arbejde mere på tværs af rigsfællesskabet. Unge bør have større mulighed for ophold hos hinanden.
Kriser kan åbne det, hverdagen holder lukket. Nu har vi chancen for at lytte mere efter, rejse oftere og lade hinandens fortællinger slå rod. Rådet for Kulturel Modstandskraft bør arbejde for at gøre forbindelsen mellem Danmark og Grønland levende, så rigsfællesskabet ikke kun er noget, vi arver, men noget, vi fremover skaber sammen.
