Kickstart julen med masser af juleknas, julekoncerter og tips til julede kulturelle oplevelser på Kulturværftet
Tre julemarkeder i vente
Søndag den 30. november fyldes Kulturværftet med julestemning, samlerglæde og Pokémon-magi for hele familien. I samarbejde med den lokale Pokémon-entusiast og YouTuber Alexander “Eventyrmand” Valeur byder vi indenfor til kreative workshops, bytteborde og sjove konkurrencer. Fredag den 12. december inviterer de kunst-studerende fra BGK Artlab til kunst- og designjulemarked i Toldkammeret. Her kan man opleve et udvalg af keramik, smykker, grafik, tøjdesign skabt af bl.a. nuværende og tidligere kunststuderende på BGK Artlab. Endelig venter der et hyggeligt Fransk Brocante juleloppemarked lørdag den 20. december i Toldkammeret.
Julekeramik, juleknas og juleklip
Vi skruer op for julehyggen og mødes til juleklip, brunkager og gløgg 4., 5. 10. og 11. december i Toldkammeret og Krydsfeltet på Kulturværftet, hvor illustrator Birgitte Ahlman inspirerer til julepynt og festlige til-og-frakort. Den 7. + 14. december er der julekeramik for unge: første søndag modellerer vi og den anden glaserer vi. Og har man ikke helt styr på de brændte mandler og flødekaramellerne, kan man lære det på Køkkenhacks 2. og 9. december.
Julekoncerter i stor stil
Fredag den 5. december er blues-dronningen Miriam Mandipira i front, når DR Big Band giver julekoncert fyldt med inderlig jule-soul og jazzede juleklassikere. Ars Nova byder søndag den 7. december på et åndehul i juleræset fyldt med julens smukkeste stemmer, der tager dig med på en rejse gennem profeti, mirakel, moderskab og julens glæde. Torsdag 18. december står partituret på Pjotr Tjajkovskijs Nøddeknækkeren, når Helsingborgs Symfoniorkester besøger Kulturværftet. Og traditionen tro sætter Beverly Hills Orchestra gang i festen 3. juledag på Kulturværftet.
Spis med
Julen nærmer sig også i Spisekammeret og Spisehuset, hvor duften af gløgg og varme æbleskiver lige så stille breder sig. På menuen i Spisehuset finder du klassiske juleplatter, og i dessertskabet gemmer sig risalamande. I Spisekammeret inviteres som noget særligt til fællesspisning med juletema onsdag den 17. december efter fyraftenssang.
Gavekort – skræddersy julegaverne
Skal vennerne forkæles med en fælles koncertoplevelse til sommer? Trænger kæresten til et madlavningskursus? Skal storesøster lære at lave podcast? På kuto.dk/jul finder man masser af inspiration til årets julegaver. Og er det svært at vælge, er det naturligvis altid muligt at booke et gavekort til en kulturoplevelse.
Læs mere på www.kuto.dk/jul
Foto: Thinkalike.dk
