000001930036 event

HTX-elever gav Krydsfeltet nyt liv  

Hvordan skaber man et sted i et kulturhus, hvor unge kan spejle sig og føle sig hjemme? Et rum, der inviterer ind og er skabt med unge – ikke kun til dem. Det spørgsmål har Kulturværftet arbejdet med i udviklingen af Krydsfeltet, som opgraderes med støtte fra Renoveringspuljen og Nordea-fonden. 

Som led i arbejdet deltog en 2.gklasse fra Hillerød Tekniske Gymnasium, U/NORD gennem efteråret og vinteren 25/26 i et tretrinsforløb. Med designmetoder, sparring og prototyper udviklede de konkrete forslag til, hvordan Krydsfeltet kan blive mere inviterende for unge. Forløbet fulgte Kulturværftets skoletjenestemodel med kickstart, midtvejssparring og pitch – en model, der både giver eleverne reel indflydelse og giver os adgang til unge, vi ellers sjældent møder. 

Publikumsudvikler Frederikke Preskou siger: 

“For os handler Krydsfeltet ikke kun om indretning. Det handler om relationer. Vi lærer unge at kende, som ellers ikke bruger vores hus, og det giver et helt andet blik på, hvad der skal til for at skabe et rum, der føles relevant for dem.” 

Nye svar på velkendte udfordringer  

For eleverne var forløbet en mulighed for at arbejde med en reel case, hvor deres faglighed havde direkte betydning. De analyserede, hvordan unge aflæser et rum: Hvilke signaler skaber ro? Hvornår bliver et rum svært at afkode? Og hvordan kan lys, materialer og rumforløb påvirke oplevelsen? 

Frederikke Preskou fortæller: 

“HTX eleverne gav os et blik på Krydsfeltet, vi ikke kunne have udviklet alene. De arbejdede ud fra funktion og adfærd – og hjalp os med at forstå, hvorfor visse dele af rummet ikke inviterer unge ind, som vi ønsker.” 

Elevernes analyser gav nye nuancer til udfordringer, vi allerede kendte: at Krydsfeltet er svært at finde, og at stemningen ikke helt rammer unge. De pegede på præcise mekanismer, der enten skaber eller bryder hygge. Det gav os en sjælden kombination af teknisk analyse og ungdomsperspektiv – noget, der er centralt i vores arbejde med publikumsudvikling. 

Også underviseren Christoffer Soya fra Hillerød Tekniske Gymnasium oplevede, at rammerne skabte engagement: 

“Eleverne kunne se, at deres faglighed faktisk kunne ændre noget i en virkelig institution. Det motiverede dem tydeligt.” 

Elevernes egne svar underbygger oplevelsen, idet flere fremhævede muligheden for at arbejde kreativt og blive taget seriøst, som når de fx sagde: “Det var godt sammensat”, “at lave noget kreativt”, “fed kreativ frihed – og alle idéer blev taget seriøst” samt “at få lov til at designe et lokale med vores egne idéer”. 

Ud af 17 elever svarede 12, at forløbet “var fint”, mens 5 sagde, at det gjorde undervisningen sjovere. Ingen oplevede, at forløbet gjorde dem mindre motiverede. Det understreger, at når unge møder en modtager, der lytter og bruger deres input, løfter det både faglighed, selvtillid og kvaliteten af de idéer, vi udvikler sammen. 

Et andet blik på ungerum – og på os selv 

Forløbet gav os et værdifuldt indblik i et ungemiljø, vi sjældent møder. Elevernes perspektiver hjælper os med at skabe rum, der fungerer for flere typer unge – ikke kun dem, der i forvejen føler sig hjemme på Kulturværftet. 

Samtidig fik forløbet betydning internt. Fordi flere medarbejdere deltog i pitchen, blev elevernes indsigter fælles viden og et samlende fagligt afsæt. Det styrker vores arbejde på tværs af huset og forankrer vores skoletjenestetilgang i praksis. 

Samarbejdet har også styrket relationen til U/NORD og åbner for nye muligheder for at invitere flere unge og fagligheder ind i vores udviklingsarbejde. 

En proces, der lever videre 

Selvom forløbet nu er afsluttet, lever resultaterne videre. Elevernes analyser, prototyper og perspektiver indgår i det kommende designarbejde, og deres blik har sat tydelige spor i vores forståelse af, hvordan et ungerum skal fungere. 

“Det vigtigste er ikke, at vi implementerer alt, hvad eleverne har foreslået. Det vigtigste er, at vi forstår langt bedre, hvordan unge oplever vores rum – og at de har været med til at forme den kultur, de selv skal være en del af,” 

afrunder Frederikke Preskou. 

Læs mere om Kulturværftets samarbejde med ungdomssuddannelser

Læs mere om U/NORD