Smagfulde hacks til madlavningen, kreative tips til pynten, inspiration til gaverne og stemning til julefesten med juleshows og koncerter. Kom og vær med, når vi gennem hele december varmer op til julen i Toldkammeret og på Kulturværftet.
Køkkenhacks, sanketure og fællesspisning
Der bliver masser af julesmag og julebag i Toldkammeret op til jul. På de korte kurser – Køkkenhacks – får du tips til arbejdet med kål og med julebagningen. Årets sidste sanketur – Smag på årstiden – stiller skarpt på de urter og bær, naturens spisekammer byder på netop nu. Endelig er der vanen tro hyggeligt samvær ved langebordene til Fællesspisning.
Køkkenhacks: 6. december (Julebag) & 13. december (Kålen kalder), Toldkammeret
Sanketur: 10. december, naturen i og omkring Hellebæk Skov
Fællesspisning: Alle hverdage fra 17.45-19.00 i Toldkammeret
Skab jeres egen julepynt
Gennem december klipper og klistrer vi os til glad julestemning med illustrator Birgitte Ahlmann. Lav din helt egen vilde, smukke, sjove collageengel, pop-up julekort og pynt til juletræet.
Juleklip: Torsdage 1., 8. og 15. december, fra 16.30-19.30. Sted: Toldkammeret
Traditionsrige juleshows i vente
Der venter en bevægende rejse gennem mere end 80 års storslået filmmusik fra bl.a. Junglebogen, Klokkeren fra Notre Dame, Aladdin, Løvernes Konge og Frost, når det 19-mand store ensemble fra Luftens Helte står på scenen i deres store juleshow. En anden tilbagevende klassiker er Beverly Hills Orchestra, som traditionen tro spiller op til et brag af en jule-efter-fest 3. juledag.
Luftens Helte: Søndag den 4. december, kl. 16.00 på Kulturværftet. Billetter: 295 kr.
Beverly Hills Orchestra: Tirsdag den 27. december, kl. 20.00 på Toldkammeret. Billetter: 290 kr.
Gavekort – læg gys, grin eller glæde under juletræet
Er du allerede kommet i julestemning, men mangler gaverne, er der mulighed for at lægge alt fra grin, gys eller en andre gode, gribende eller glædelige oplevelser under juletræet i år. Også i år er det muligt at købe julegavekort, hvis du skulle have lyst til at forkæle andre med en kulturel oplevelse i julegave.
Læs mere på www.kuto.dk/jul