I en ny episode af podcastserien Genlyd fra Kulturhuset inviterer Kulturværftet ind i maskinrummet – dér hvor kabler rulles ud, walkierne summer, foodtruckene tændes, og frivillige, teknikere, produktions- og kommunikationsfolk arbejder sammen om målet: at skabe den store sommerkoncert på havnefronten i Helsingør, som hvert år samler tusinder af koncertgæster på tværs af generationer.
Fra produktion til publikum
Episoden er et levende lydportræt bagom og foran scenen til sommerkoncerten i juni 2025 på havnefronten ved Kulturværftet. Gennem interviews og stemningsklip fra pladsen får lytterne et sjældent indblik i, hvordan en stor kulturinstitution arbejder, samarbejder og træffer beslutninger i de hektiske timer, hvor alt skal spille.
Kom tæt på de frivillige, teknikerne, produktionsteamet, der får logistikken og sikkerheden til at glide – over til kommunikation, redaktion og ledelse. Og tag med ud på pladsen til en snak med koncertgæster og få lidt af stemningen og øjeblikkene, når musikken rammer havnefronten.
En podcast om kulturens maskinrum
”Vi har haft lyst til at give et lille blik ind i maskinrummet og vise noget af det, publikum normalt ikke oplever, når de besøger os. En koncert og en begivenhed i denne størrelse bliver kun til gennem et enormt fælles træk. Podcasten giver et mangfoldigt billede af Kulturværftet som både koncertvenue, arbejdsplads og kulturelt samlingspunkt,” fortæller Søs Krogh Vikkelsøe, leder af Kulturværftet.
Afsnittet er en del af serien Genlyd fra Kulturhuset, der udforsker kulturhusets rolle i vores samfund og samtid – fra de små møder mellem mennesker til de store fortællinger, der binder os sammen nationalt og på tværs af grænser. Du kan lytte til hele serien på kuto.dk/lyd og på alle gængse podcastplatforme. Podcasten er produceret af Thomas Bernsen, Kulturværftet.
Om Kulturværftet
Kulturværftet er et moderne kulturcenter og et regionalt spillested centralt placeret i Kulturhavn Kronborg i Helsingør Kommune. Ud over at præsentere et kommercielt program danner Kulturværftet sammen med Toldkammeret ramme om fællesskaber og kunstneriske læringsmiljøer og talentudvikling inden for samtidskunst og musikscenen. På europæisk plan har Kulturværftet endvidere gennem de seneste 10 år samarbejdet og produceret kulturproduktioner inden for samtidskunst og teknologi. Kulturværftet huser 550.000 årligt besøgende og 140.000 deltager i Kulturværftets program, heraf 50.000 koncertgæster til de årlige 250 koncerter.
Regionalt spillested
I 2024 blev Kulturværftet genudpeget af Statens Kunstfond som regionalt spillested. En status, der betyder, at kulturhuset hele tiden kigger efter nye måder at formidle og skabe gode rammer for den rytmiske musik lokalt, regionalt og nationalt. De store sommerkoncerter på havnefronten er en del af dette arbejde.
Sommerkoncert Helsingør 2026
Dette års store sommerkoncert på havnefronten ved Kulturværftet finder sted fredag den 26. juni med Annika, TV-2 og Medina. Mere information om denne begivenhed findes på kuto.dk
