Fællesskab, underholdning og fordybelse mødes, når Kulturværftet åbner dørene for en efterårssæson fyldt med musik, talks, comedy, festival, højskole og unges egne initiativer.
Svenske stjernestunder
Vores naboer på den anden side af sundet har gennem tiden været leveringsdygtige i adskillige musikalske mesterværker. Det kan man nyde i efterårets musikprogram, der bl.a. byder på Bo Kaspers Orkester (10. september), den jazzede vokalvirtuos Amanda Ginsburg (26. oktober), prisbelønnede Melissa Horn (13. november) og et genhør med ABBAs musik, når Milling og Molbech fortæller historien om legenderne – naturligvis garneret med masser af ABBAs hits (2.-4. oktober).
Unge kulturskabere rykker
Efteråret byder på et bredt program for unge – skabt sammen med de unge selv. Helsingør blev tidligere i år kåret som Danmarks bedste kommune at være ung i – et eksempel på de unges skaberlyst ses bl.a. til Kulturværftets Åben Insta, Åben Tirsdag. Her udvikler, afprøver og afholder de unge deres egne kulturelle events – bl.a. filmaftener, loppemarkeder og koncert- og dj-events. Man kan følge de mange events og selv byde ind med ideer på instagramprofilen Kuto.3000.
Festival, fyraftenssang og fortælling for eftertiden
Verdensmusikken fejres, når Knejpe Festival blænder op for to dages sømandsmusik på byens knejper 3.-4. oktober. Fællessangen fortsætter, når vi byder på den tilbagevendende sang-stund Fyraftenssang hver 14. dag under åben himmel i hjertet af Toldkammergården. Og i bedste højskoleånd kan man på kurset Før stemmerne forstummer fordybe sig i fortælling gennem lydmediet.
Foredrag og talks
Fra indsigter i immunsystemets magiske kræfter til intense og personlige fortællinger om livets store rejser: Den kommende sæson byder på en stribe spændende foredrag, der tæller Nicklas Brendborg: Vanedyr – 5. november, Casper Christensen: 100% – 18. november, Mikkel Hansen: MIKKEL – 27. november, Florence McLean: Bag seriemorderens maske – 9. december og Bente Klarlund: Dit magiske immunsystem – 19. januar.
Fremtidens stjerner og nutidens ikoner
Synth-legenden Howard Jones (28. november) og funk-pionererne The Brand New Heavies (21. oktober) gæster Kulturværftet i eksklusive koncerter. Er man til mere intime koncerter med artister, der kommer til at præge fremtidens playlister, er Hilal Kaya (2. september) og Veronika Rud (7. september) bud på koncerter, man ikke må gå glip af.
Danske sværvægtere
Dette efterår kan man også glæde sig til genhør med nogle af de store danske bands og artister, som bl.a. tæller Hotel Hunger (12. september), Caroline Henderson (13. september), Pernille Rosendahl (31. oktober), Simon Kvamm (8. november) og Led Zeppelin Jam (22. november).
Comedy med bid
Nogle af landets vittigste og vildeste komikere står klar til at underholde. Både de garvede af slagsen som Michael Schøt – torsdag 30. oktober og Tobias Dybvad – fredag 21. november. Men også en debutant ud i comedy-genren gæster de skrå brædder, når Liam O’Conner kigger forbi Kulturværftet fredag 24. oktober.
“Kulturværftets efterårsprogram samler generationer og giver både lokale unge talenter og internationale navne en scene. Det er den kombination, der gør kulturen og kunsten levende, sitrende og relevant for os alle,” udtaler Søs Krogh Vikkelsøe, leder af Kulturværftet.
Billetter og mere information
Det fulde program for efteråret 2025 kan ses på www.kuto.dk, hvor man også kan købe billetter.
