Fra den 28. juli og en måned frem kan man på Kulturværftet opleve den unge, fremadstormende komponist og cellist Lil Lacy og hendes installatoriske kompositionsværk you’re somehow connected, der hylder synlige og usynlige forbindelser mennesker imellem. Værket er en del af de CLICK-nedslag, som i sensommeren præsenteres i form af en lille stribe eksklusive værker og kunstneriske processer, der alle undersøger oplevelses- og udviklingspotentialet i krydsfeltet mellem kunst, filosofi, videnskab og teknologi.

Klimaet og drømmen om en bedre fremtid

Selvom det blot er få år siden, Lil Lacy debuterede fra Det Jyske Musikkonservatorium, har hun allerede flere spændende værker bag sig og i 2020 modtog hun Léonie Sonnings Talentpris. I CLICK-regi kan man glæde sig til en intim og eksklusiv lydoplevelse i de gamle værftshaller, hvor hver koncert skabes for fem personer ad gangen. Koncert og installation smelter sammen i fem drømmemonologer med optagede og manipulerede reallyde, elektronisk musik og ny komponeret klassisk musik. Lacy har interviewet fem mennesker fra forskellige generationer og byer; Her fortæller de fem personer om deres drømme om en bedre fremtid for menneskeheden og dem selv. Bl.a. indgår den 14-årige klimaforkæmper Simran Sophia Skulberg de Souza fra Bergen og den danske digter, debattør og forfatter Susanne Brøgger i værket. Værket premiere under Passage Festival i slut juli.

Alt det, der deler – og samler os

De øvrige værker, som man kan opleve som en del af CLICK-aktiviteterne i august, er bl.a. eventen Amateur Lithopanspermia, der beskæftiger sig med kvinder, racialiserede mennesker, handicappede og LGBTQ+-personer i relation til kolonialiseringen af rummet. Forestillingen The Black Hole of Money tager publikum med på en rejse på tværs af filosofi, netværksvidenskab og spekulativ kritik, hvor der stilles kritiske spørgsmål til blockchain-teknologi og den eksplosive interesse omkring crypto valutaer som Bitcoin. Her handler det bl.a. om de enorme miljømæssige konsekvenser cryptovalutaerne skaber for miljøet. Endelig afslører VR-oplevelsen We Are At Home, at vi mennesker har langt mere tilfælles end som så, når et smukt animeret univers udforsker den akavede intimitet, der er ved at være menneske.

Laurie Andersen på besøg

Ud over de events, der er åbne for offentligheden, er CLICK også et forum, hvor danske og internationale kunstnere, fagfolk, uddannelser og virksomheder kan samarbejde, dele viden, skabe netværk og udvikle nye originale tiltag. I august fortsætter musikikonet Laurie Anderson sin kor-workshop for en række danske musikere i forbindelse med udviklingen af et større værk.

”Vi glæder os til at komme i gang igen, og det har vi besluttet at gøre i et sundt og overkommeligt tempo. De sidste par år har givet anledning til at evaluere vores ønsker, strategier og mål for arbejde med kunst, filosofi og teknologi. Samarbejdet med Laurie Anderson er blot et af mange nye tiltag, hvor vi i højere grad bevæger os ned i proces arbejdet for at bringe nye ideer ind i virkeligheden og udfordre det felt, vi arbejder som en del af,” udtaler Georg Rasmussen, programredaktør på Kulturværftet.

Tid og sted

CLICK-aktiviteterne i august finder sted fra den 28. juli til 28. august på Kulturværftet og i Værftshallerne.

Nattelyd / Lydeksperiment
Rune Kielsgaard (DK)Torsdag 18. august/ Kl. 21.00-23.00
50 kr. / Kulturværftet / Hal 14

We Are At Home / Virtual reality-oplevelse
Michelle and Uri Kranot (DK/FR/CA)
Tid/sted: 15.-17. august / 75 kr. / Kulturværftet / Lille Scene

you’re somehow connected / Lydværk
Lil Lacy (DK)
Tid/sted: 28. juli – 28. august / Kulturværftet, Hal 19
Torsdage og fredage kl. 16.00 + 18.00
Lørdage og søndage kl. 14.00 + 16.00
Billet 75 kr. / Kun 5 pladser pr. koncert

Amateur Lithopanspermia / Installation
Adriana Knouf (NL/US)
Tid/sted: 24. august / Fri entré – men hent gratis billet / Kulturværftet / Hal 19

The Black Hole of Money / Talk + event
Wassim Z. Alsindi (IR)
Tid/sted: 19. august / Fri entré – men hent gratis billet / Kulturværftet / Store Scene

Billetter og mere information findes på www.clickfestival.dk


PRESSEKONTAKT

For yderligere information, kontakt venligst programredaktør Georg Rasmussen på tlf. 41 86 98 01 / mail: gra03@helsingor.dk