Siden gennembruddet med det tredobbelt platin-sælgende album On How Life Is og megahittet I Try har Macy Gray etableret sig som en af de mest markante stemmer på den internationale musikscene. Med mere end 25 millioner solgte albums, en Grammy i bagagen og samarbejder med alt fra Bobby Brown til Ariana Grande har hun gennem mere end to årtier bevist sin unikke evne til at forene soul, funk, jazz og R&B i sit helt eget univers.
Macy Gray er kendt for sine nærværende og ærlige sange, der både favner livets op- og nedture og samler publikum på tværs af generationer. Senest har hun markeret sig med den energifyldte single I AM samt albummet The Reset, der viser en kunstner, som fortsat udfordrer sig selv og sin samtid.
Når Macy Gray indtager scenen på Kulturværftet, kan publikum se frem til en koncertoplevelse fyldt med karisma, musikalsk overskud og en perlerække af sange fra en af soulmusikkens helt store personligheder. En aften med Macy Gray er både en fejring af hendes imponerende katalog og et møde med en kunstner, der stadig er lige relevant, modig og inspirerende.