Udsolgt: Barselona + support: Østen
Barselona synes at have været på landkortet længe. Når man debuterer som 16-årig og derefter udgiver musik med en uovertruffen højfrekvens og en nærmest konstant turnéaktivitet, ja, så giver det genlyd i musiklandet. Læg dertil en ulidelig lang pandemi, ja, så fremstår man måske gammel-i-gårde. Faktum er, at Rud og Rasmus kun er henholdsvis 23 og 24 år gamle. Trods den unge alder udgav de i september deres fjerde album, ’Væbnet Hjerte’.
Det nye album modtog en sand stjerneregn fra anmelderkorpset, hvor albummet blev beskrevet som et ”generationsportræt” samt ”bandets til dato bedste” og ”mest helstøbte album”. De flotte anmeldelser er ingen overdrivelse og velsagtens en ny-klassiker.
På den efterfølgende albumturné rundt i landet i 2023 modtog bandet også flotte anmeldelser, hvor Soundvenue bl.a. skrev ”Rud Aslak er født til at være frontmand for sin generations største rockband.”
Live leverer Barselona en rockkoncert der favner bredt og rummer det meste; lige fra store omkvæd, bastunge beats, soloer og fart på, ned til inderlige klaverballader og fællessang.
Barselona har lige siden deres begyndelse elsket at komme rundt i hele landet og stå ansigt til ansigt med deres publikum. Netop derfor er det med stor glæde for bandet at de på denne turné besøger byer og spillesteder de aldrig har besøgt før.
Følg artisten
Support: Østen
Følg artisten
I januar udgav aarhusianske Østen sin første single, ’Regn’, som med premiere på Soundvenue, Ugens Uundgåelige på P3 og en fortolkning i bedste sendetid på X Factor, fik en flyvende start. I dag har singlen passeret 2 mio. afspilninger på Spotify.
Efterfølgeren ’Når Du Rører Ved Mig’, som udkom i slutningen af marts, fortæller en ærlig og universel historie om det komplekse i at knytte bånd til et andet menneske. Om at være bange for at læne sig ind i relationen af frygt for ikke at blive grebet, og hvad der kan ske, hvis man alligevel prøver. Østen debuterede som headliner i april med en udsolgt koncert på Ideal Bar. Han annoncerede i samme måned efterårskoncerter i København, Aarhus og Odense, hvoraf de første to nu er udsolgt. I maj stod Østen på Lille Scene i Musikhuset til årets SPOT Festival, hvor det overvældende fremmøde betød, at mange måtte gå forgæves. Koncerten høstede stor ros fra flere medier:
”Der er noget stort i vente for Østen. Og for alle os andre. Det stod klart ved midnatstid fredag på Spot Festival, hvor han præsenterede sangene fra sit debutalbum, der lander senere i år. Sange som allerede ved første møde stod så stærkt, at man tog dem med sig hjem gennem natten”.
★ ★ ★ ★ ☆ ☆ – Soundvenue