Efterårets kulturoplevelser på Kulturværftet
Det bliver alt andet end et stille efterår i Helsingør. Kulturværftet præsenterer et sæsonprogram, der går all in på stærke kulturoplevelser med en bred vifte af internationale navne, aktuelle danske artister og markante sceniske formater. Samtidig lægger byen scene til en international musikbegivenhed for børn og unge, som samler deltagere fra hele verden.
Helsingør i centrum for musik for unge
Fra slutningen af september danner Kulturværftet og Toldkammeret ramme om Levende Musik i Skolens LMS Showcase og den internationale YAM Session (Young Audiences Music). Over flere dage samles musikere, brancheaktører og omkring 2.000 skoleelever til koncerter, workshops og samtaler – med lokale unge som aktive medskabere i afviklingen.
Fra kultikoner til næste bølge
Efterårets koncertprogram spænder fra etablerede internationale navne som Macy Gray (20. nov.) og 10cc (22. nov.) til danske kunstnere, der i disse år præger musiklandskabet – heriblandt Zar Paulo (7. nov.), Hjalmer (13. nov.), URO (19. nov.) og Pil (28. nov.). Samtidig gæster nyere navne som Vilma Crow (15. okt.) og Rigmor (15. nov.) også koncertprogrammet.
Scenen som spejl
Parallelt med koncerterne udfolder sig en række sceniske formater, spiddende satire og skarpe samtaler, der kredser om samtidens eksistentielle spørgsmål – fra identitet og køn til tanke- og handlemønstre. Fra Nina Claire og Christina Sanders selvironiske blik på kvinders liv i showet Den pæne pige kommer ikke (1. okt.) til Damerne LIVE, hvor Anne Sophia Hermansen, Sørine Gotfredsen og Anna Libak (28. okt.) mødes i en debat med både bid, grin og eftertanke.
Fællesskaber, familier og ferietempo
I efteråret samler Kulturværftet børn, forældre og bedsteforældre om fælles oplevelser. Programmet byder blandt andet på brætspilscafé, Pokémon-byttedage og familiekoncerter, mens både efterårsferien og Kulturnatten skaber rum for fællesskaber på tværs af generationer.
Kurser for alle aldre
Efterårets kurser på Kulturværftet spænder bredt fra Billedskolens mange kreative hold for børn og unge over til Podcastværkstedet for dem, der vil skabe med lyd. Og er man udøvende kunstner, byder efteråret på Ovations kompetence- og udviklingsforløb.
Knejpe Festival: Midt i 600 års købstadshistorie
En kær og populær tradition er Knejpe Festival, som igen år fejrer sømandsmusikken fra de store verdenshave og hylder Helsingørs DNA som søfartsby. I år vil fejringen af Helsingørs 600-års købstadsjubilæum derfor også have en plads, når festivalen løber af stablen på byens mange knejper 2. + 3. oktober.
Tove Jansson – kunst, liv og landskaber
Efteråret sætter fokus på Tove Jansson med foredrag, vandringer og sanselige oplevelser, der åbner for både værket og mennesket bag. Et højdepunkt er en stemningsfuld aften den 30. okt., hvor samtale, oplæsning og live musik smelter sammen i mødet mellem Anders Lund Madsen, Sophia Jansson og den jazz, hun vendte tilbage til igen og igen.
“Efteråret på Kulturværftet og Toldkammeret viser bredden i vores arbejde – fra fælles oplevelser til fordybelse og læring. Samtidig er det en mulighed for at sætte Helsingør i spil som en stærk kulturby også for børn og unge,” siger Søs Krogh Vikkelsøe.

