Lyttesalon: Mathias Hammer – Efterklange af Niels W. Gade

TV-og radiovært Mathias Hammer er gæst ved denne Lytte Salon, hvor vi skal lytte til en episode af podcast serien Efterklange af Niels W. Gade.

Efterklange af Niels W. Gade er en historie om et menneske med store ambitioner, men også historien om krig, kunst og kærlighed – og hvordan en tid forandrer sig.

Serien fortæller historien om en dansk komponist og dirigent, der uden nogen nævneværdige skolegang ønskede at blive verdensberømt, inden han blev 25 år – og blev det.

Niels W. Gade levede under Romantikken og her i blomstrede kærligheden til fædrelandet. “Det gode, det sande og det skønne” var idealet. På dette fundament af national selvforståelse komponerede Gade sit mest berømte værk Elverskud. Han komponerede også Brudevalsen til August Bournonvilles ballet Et folkesagn.

Niels W. Gade opnåede i sin karriere, der strakte sig over 40 år,  en stjernestatus og blev en altdominerende skikkelse i dansk musikliv.

Mathias Hammer fortæller medrivende og med lige dele faglighed, kærlighed og entusiasme om Niels W. Gades liv og den musik der flød fra hans pen.

Mathias Hammer har en kandidateksamen fra Det Jyske Musikkonservatorium som klassisk pianist I dag er han ansat som radio -og TV vært i DR, hvor han præsenterer DR Symfoniorkestrets Torsdagskoncerter. Derudover har Mathias Hammer produceret en række programmer og podcasts, blandt andet  ”Hammer og Cilius”, ”Mesterværker” og ”Carl Nielsens symfonier ifølge Mathias Hammer”.

På TV er Mathias Hammer holdkaptajn på Den Klassiske Musikquiz på DR2 og vært på Live fra Højskolesangbogen. Desuden er Mathias Hammer medlem af det udvalg der vælger sange til Højskolesangbogen.

Denne Lytte Salon på Toldkammeret vil derfor også handle om hvordan det er, når ens hobby bliver ens arbejde, og hvordan man formidler en svær tilgængelig musikgenre for et bredere publikum.

Dato: Tirsdag 15. november 2022

Tid: kl. 19.00

Døre: kl. 18.45

Sted: Toldkammeret

Pris: 75 kr.

Placering: Unummererede sidde pladser

Kategori: Debat og foredrag

Fotocredit:  Agnete Schlichtkrull

spisekammer logo

Fællesspisning alle hverdage

toldkammeret hjerte