Udsolgt: Læderhalsene
Toldkammerets hyggelige gård kommer denne sommeraften til at runge af fest, energi og sangglæde, når syngesild, spasmagere, skønsangere og rockstjerner fra Danmarks største, mest højlydte og festlige showkor giver koncert i Helsingør igen.
Repertoiret spænder vidt – INTET er for fint, funky eller fimset til Læderhalsene. De kalder sig DANMARKS STØRSTE KOPIBAND, fordi de spiller alle de fede numre, du kender og som for alvor kan sætte en fest i gang, og alle de smukke ballader, der trækker vand i øjnene og giver os lyst til at kramme sidemanden. Fra de vildeste rockklassikere til de største musical- og pophits. Læderhalsene har solister til det hele og akkompagneres af et toptunet orkester, der får det hele til at svinge.
Læderhalsene blev stiftet i Helsingør i 1991. Musicalsangeren Søren Launbjerg var en af initiativtagerne. Ideen var at prøve at samle nogle af de kreative og musikalske kræfter, der var på spil i Helsingør og omegn og lave et fælles projekt.
Henrik Launbjerg, Peter Spies, Maria Montell, Morten Remar og soulsangerinden Karen var bl.a. en del af den oprindelige bemanding. Læderhalsene stod for uropførelsen af musicalen Atlantis på Bellevue Teatret. Atlantis er skrevet af – dengang tre Læderhalse – Peter Spies, Thomas Høg og Sune Svanekier. Efter Atlantis gik det stærkt, og koret optrådte flere år med DR Underholdningsorkester og lavede bl.a. Disney-koncerter.
Siden har showkoret lavet et væld af musicalkoncerter, pop- og rockkoncerter, egne produktioner, TV-shows, reklamer, masser af store firmajobs og har været fast ensemble for satiregruppen Selvsving.
Følg artisten
Dato: Torsdag 20. juni 2024
Tid: kl. 19.15
Døre: kl. 18.00
Placering: Ståpladser og enkelte siddepladser i gården.
Udendørs koncert i gården
Sted: Toldkammeret – Find vej
Pris: 200 kr.
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Kategori: Musik
VIGTIGT: Der udføres i denne uge asfaltarbejde på strækningen fra Kongevejen hvor Trækbanen starter og ned til og med krydset ved Danserindebrønden.
Strækningen er derfor lukket for trafik og passage fra kl. 19.00-06.00 også torsdag aften den 20. juni.




