Salon T: I det Musikalske Værksted

Et indblik i 3 stærke kvinders personlige arbejdsproces med operaarier, lieder og sange

Salon T koncerten den 2. marts inviterer publikum ind i det kunstneriske arbejdsrum. Her bliver der unik mulighed for at følge processen frem mod forskellige tolkningsmuligheder.

Hvilke spørgsmål stiller man til tekst og musik? Hvordan påvirker baggrundsviden? Hvor henter man inspiration? Alt dette indgår i denne anderledes, eksperimenterende og inspirerende koncert.

Kom indenfor i værkstedet hos sopran Gitta-Maria Sjöberg, pianist Polina Fradkina og dramaturg Mette Borg.

Gitta-Maria Sjöberg

Sopran

Gitta Maria WEB edited
foto: Søren Kaas Claesson

Gitta-Maria Sjöberg har i mere end 25 år været en fremtrædende solist ved Det Kgl. Teater med adskillige store roller, bl.a. Tosca, Madame Butterfly, Mimi, Emilia Marty, Amelia, Sieglinde, Arabella og Desdemona. For sine sanglige præstationer, også mange på udenlandske scener, har hun modtaget flere priser –  og er ridder af Dannebrog, 1.grad.

Hun er bosat i Helsingør og en drivende kraft i Elsinore Song Factory, der arrangerer koncerter og masterclasses i byen.  Hun er også efterspurgt som underviser overalt i Norden. Desuden er hun formand for Birgit Nilsson Selskabet og kunstnerisk leder af Nordic Song Festival (Trollhättan), der sommeren (3. – 11.8  2024) kan fejre 10 års jubilæum som en central kraft i nordisk musikliv med en enestående blanding af koncerter og undervisning for både sangere og pianister.

Gitta-Maria har udgivet adskillige cd’ere, bl.a. ”Verdi & Puccini Arias” og for relativt nylig ”Passing Through” (sidstnævnte med Polina Fradkina som pianist).

Polina Fradkina

Pianist

Polina Fradkina

Den russiskfødte, men nu i Danmark bosatte Polina Fradkina er en af tidens mest anerkendte pianister. Hun er uddannet fra St. Petersborg konservatoriet og Rubin Academy of Music, Tel Avivs Universitet. Polina er efterspurgt som solist ved internationale festivaler og koncerter og har indspillet flere cd’er, heriblandt 5 solo albums.

Hun er også en glimrende forelæser og forsker  – bl.a. optaget af forbindelsen mellem musik og psykologi. Flere moderne komponister har skrevet musik til hende og selv fordyber hun sig også i nye måder at fortolke den klassiske musik på; bl.a. ved at lade den møde eksperimenterende video og lyddesign.

I Danmark har hun gennem flere år haft et intenst kunstnerisk samarbejde bl.a. med sopranen Gitta-Maria Sjöberg og cellisten Tobias van der Pals. Hendes bedstefar var den russiske komponist I. Finkelstein, som var assistent for Sjostakovitj på Leningrad Konservatoriet.

Mette Borg

Dramaturg

Mette Borg
Foto: Christoffer Campbell

Mette Borg har i over 35 år været underviser på Den Danske Scenekunstskole i fagene teater-/kulturhistorie og dramaturgi. Hun er også tilknyttet Operaakademiet i Kbh.

Mette er uddannet mag. art i Teatervideskab fra Kbh.s Universitet og arbejdede i en årrække som lektor samme sted.Hun er desuden efterspurgt som konsulent for instruktører, skuespillere, sangere og musikere og betragter teori og vidensfag som en uundværlig del af praksis.

Hun er også aktiv som foredragsholder med et omfattende katalog af emner inden for teater-, kultur-, opera- og idéhistorie. I de senere år har hun især fordybet sig i at undervise og instruere sangere på diverse masterclasses, bl.a. i forbindelse med Nordic Song Festival (Trollhättan). Hun har skrevet adskillige artikler om teater og bl.a. udgivet bogen Sceneinstruktøren Herman Bang, teatersyn og metode.

Dato: Lørdag 2. marts 2024

Sted: Toldkammeret – Find vej

Tid: kl. 16.00

Døre: kl. 15.30

Pris: 195 kr.
Studerende under 25 år: gratis adgang

Varighed: Ca. 1,5 time

Placering: Unummererede siddepladser

Kategori: Musik

Square 1080x1080 SalonT Musicals

Salon T præsenteres med støtte fra

240203 logo bund salonT
ESF logo sort
KV LOGO POS 1
toldkammeret hjerte
SKF logo black slim