SH4DOW

Kulturværftet præsenterer på CLICK AI Dage i januar 2021 verdens første sceneproduktion, hvor en kunstig intelligens er hovedpersonen.

Forestillingen er produceret i Kulturværftets unike 4D boks, hvor 3D grafiske universer blandes med levende skuespillere. Forestillingen henter sin inspiration i HC Andersens fortælling Skyggen og sætter fokus på menneskets møde med dets virtuelle skygge, som er repræsenteret ved den datadrevne kunstige intelligens.

Produktionen er tænkt og udviklet som en teknologisk undersøgelse og spydspids, der bruger de nyeste teknologier til at sætte rammen for en historie om menneskets stigende brug af og okkupation af informationer, sociale medier og machine learning-teknologier.

Hvem er herre og hvem er skygge?

Når et skuespil opføres i verden, røres vi over forestillingen eller imponeres over skuespillerens overbevisende evne til at fremstille en karakter og huske de mange ord. Med denne forestilling udfordrer vi denne overenskomst mellem skuespilleren, der har lært at være en robot, og maskinen, der længes efter at have følelser og være et menneske. For hvem er herre, og hvem er skygge i denne moderne fortælling om retten til at have følelser og være human?

I hjertet af AI

Den kunstige intelligens kan lytte og tale og er programmeret til at drømme om at blive menneske ved at høste data og følelser fra mennesker og fra internettet. Forestillingen er en rejse ind i hjertet af en kunstig intelligens, hvor (simulerede) følelser og virtualitet er økonomien, der handles med i teknologiens datadrevne logik.

Teknologien som kreativt benspænd

Det stereoskopiske 3D-univers giver mulighed for at skabe en skulpturel repræsentation af en kunstig intelligens, der kan interagere med omgivelserne. Visualiseringen er sammenkoblet med den faktiske kunstig intelligens algoritme, så visse aspekter af dens form og opførsel reflekterer processerne bag dens intelligens. Den dialog, der føres mellem skuespilleren, publikum og den kunstige intelligens, bliver drevet frem af en sky af algoritmer.

Forestillingen har en høj grad af improvisation, idet handlingen drives fremad gennem den kunstige intelligens interaktion med skuespilleren og publikum. Forestillingen bruger teknologierne som et kreativt benspænd til at skrive os ud af udenads-teatret og den dramaturgi, vi kender og ind i et nyt ukendt narrativ skabt i samspil med en kunstig intelligens (AI).

Teamet bag

Mikael Fock er instruktør og manden bag ideen om at skabe en forestilling i samspil med en kunstig intelligens. Mikael har måttet kassere de første 100 idéer og mindst 20 manuskripter for at skabe en forestilling uden manuskript, men med en kunstig intelligens med en vilje til mere end at samle data. Et kompetent team af teknologi-kunstnere er samlet for at skabe denne unikke teaterforestilling.

Carl Emil Carlsen er en mediekunstner og interaktionsdesigner, der har skabt et immersivt 3D-univers i Kulturværftets 4D Box, som den kunstige intelligens interagerer med. Kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm har sammen med sit team af it-programmører skabt AI-algoritmen, som bruger machine learning, sentiment-analyse, sprog og viden. Den nyuddannede dramatiker Mathias Raaby Ravn er trænet i at skrive med maskiner og gør alt, hvad han kan for ikke at skrive replikker, men tænke i mulige og umulige scenarier, udgange og universer.

Forestillingen har ud over den kunstige intelligens også en skuespiller, Anne Laybourn. Hun skal ikke lære mange replikker, men i stedet være 100 % klar til at give sig selv, eller sagt med AI sprog, sine data og sine følelser. Ligesom I kære publikum!

Dansk premiere – europæisk festival

Forestillingen vises i sin færdige form på CLICK i januar 2021. Derefter vil den turnere internationalt, bl.a. på Experimenta i Grenoble februar 2021. Forestillingen er produceret af Kulturværftet og er Kulturværftets bidrag til det Europæiske AI Art Lab, som er et samarbejde mellem 13 europæiske kunst-, kultur- og forskningsinstitutioner, der alle arbejder i krydsfeltet mellem kunst og teknologi. Forestillingen er støttet af Helsingør Kommune, Statens Kunstfond, Bikubenfonden, Creative Europe og EU AI Lab.

Produktion: The Culture Yard / CLICK
Instruktion: Mikael Fock
AI-artist: Cecilie Waagner Falkenstrøm
Visual artist: Carl Emil Carlsen / Sixth Sensor
Manuskript: Mathias Raarbye Ravn
Tech: Nicolai von Rosen
Sound design: Yann Coppier Performer: Anne Laybourn

Lokale borgere inviteres med til digital festival – gratis entré

Verdens førende art-tech-festival Ars Electronica sender fra Kulturværftet 9.-13. september. Her har du mulighed for at komme helt tæt på førende teknologi, kunst og videnskab fra hele verden.

Kulturværftet og CLICK er udvalgt til at repræsentere Danmark på den internationale festival Ars Electronica, og gennem en række online-aktiviteter, der sendes fra Kulturværftet, stiller vi skarpt på kunst og kunstig intelligens.

Oplev bl.a. et AI-battle om den rigtige fortolkning af “virkeligheden”, hvor to politiske partiske kunstige intelligenser – den ene trænet på alt, det Trump har udtalt sig om Covid-19, og den anden på alt det, som direktøren for WHO har sagt, kæmper med publikum.

Se bl.a. også uddrag fra den nye forestilling SH4D0W produceret af Kulturværftet til Kulturværftets hologramscene, og som titlen antyder er inspireret af HC Andersens eventyr Skyggen. 

Læs mere her om alle de events, du kan opleve på Ars Electronica på www.kuto.dk/stage – Deltagelse er gratis.