INFO

  • Pris: 275 DKK
  • Sted:
    Kulturværftet / Store Scene
    Allegade 2
    3000 Helsingør
  • Tid: 13. Februar 2020 20.00
  • Døre åbner: Kl. 19:30
  • Kategori: Koncerter

Lars Lilholt – Storyteller 2020

Info: Nummererede siddepladser / Spis før forestillingen i Spisehuset – bestil bord her


Under showtitlen Storyteller 2020 får publikum mulighed for at høre Lars Lilholts sange i akustiske, intime, indendørs og afdæmpede versioner med de dertil hørende historier. Det sker, når han lægger vejen forbi Kulturværftet den 13. februar 2020.

Sangene er ikke grebet ud af den blå luft. De har alle tilknyttede underfundige fortællinger fra Lilholts efterhånden lange liv – fx om dengang han samlede en landmand iført dametøj op fra grøften og her lærte lidt om livets mangfoldighed. Grundstammen denne aften er Lilholt Band, der sørger for et intenst og stilfærdigt sammenspil, hvor der bliver givet plads til at lade instrumenterne tale i en skrøbelig balancegang mellem enkelhed og kompleksitet. Man kan glæde sig til Gert Vincent på el- og akustisk guitar, Kristian Fogh på tangenter, Eddi Jarl på slagtøj og Mads Kjøller-Henningsen på fløjte.

Selv har Lars Lilholt i årevis kunnet samle alle generationer over hele landet. Vi kender ham som en erfaren sangskriver med et kæmpe stort talent for at bruge det danske sprog og med en evne til at kommunikere gennem enkle melodier med et rodnet dybt nede i både folkemusikken, rockmusikken og den klassiske musik. Lars Lilholt har solgt flere end to millioner albums, og han har turnéret i efterhånden mange år. I halvfjerdserne med folk-rock-legenderne Kræn Bysteds, siden 1983 på spillesteder og festivaller med De Lyse Nætters Orkester, Lars Lilholt Band samt med Johnny Madsen og Allan Olsen i Dalton. Lilholt har også i årevis optrådt som solist og for nylig i duosammenhæng med Shaka Loveless.

Anmelderne skrev fra sidste Storyteller-turné i foråret 2017:

Anmeldelser

“Det var ganske enkelt fremragende – stor sangskrivning, sprudlende spillemandskunst og horisontudvidende historiefortælling.”
Gaffa
“Man kan diskutere, om han er blevet smukkere med alderen, men han er en fremragende sangskriver og en distinkt sanger, der omgivet af dygtige musikere til fulde fortjener fem stjerner.”
Fyns Stiftstidende