INFO

  • Pris: 65 DKK
  • Sted:
    Kulturværftet / Lille Scene
    Allegade 2
    3000 Helsingør
  • Tid: 12. Marts 2020 19.00
  • Døre åbner: Kl. 18:30
  • Kategori: Film

FILM & FOLK: Fat Front

Info: Unummererede siddepladser / Varighed ca. 2 timer.


Oplev den nye og meget omtalte dokumentarfilm Fat Front om fire skandinaviske kvinder, der har fået nok af selvhad og alle nægter at skamme sig over at være tykke og i stedet er blevet kropsaktivister. Og mød filmens danske deltager Helene Thyrsted til en snak på baggrund af filmens temaer.

I forlængelse af kvindernes internationale kampdag 8. marts sætter Kulturværftets film-klub Film & Folk fokus på kvindekroppen og de fordomme og den skam, der kan være forbundet med det at være tyk, når vi viser den nye danske dokumentarfilm Fat Front. Filmen tegner et billede af opgøret med de gængse krops- og skønhedsidealer, en form for kvindefrigørelse, der vokser frem i Skandinavien båret af såkaldte tyk-aktivister. Unge kvinder, der ikke længere vil skamme sig over deres kroppe og insisterer på at leve livet fuldt ud.

Gennem to år har filmens instruktørerne Louise Detlefsen og Louise Unmack Kjeldsen fulgt de fire kropsaktivister Helene, Marte, Wilde og Pauline, der har fået nok af selvhad og skam, og som nu stolt kalder sig tykke. Alle har de kæmpet med lavt selvværd, men kræver nu respekt og ligeværd i et slanke-fikseret samfund. I mange år har de sat deres liv på pause og ventet med at købe tøj, tage ud at danse, få en kæreste, til de en dag ville blive tynde. Det skete bare ikke, og i stedet går de nu ud og bruger deres kroppe aktivistisk og kæmper for at få lov til at se ud, som de gør, og til at føle sig fri.

Fat Front handler trods sine alvorlige temaer også om livsglæde og fællesskab og er fuld af humor. Filmens to instruktører Louise Detlefsen og Louise Unmarck Kjeldsen er begge er uddannet fra Den Danske Journalisthøjskole og har en stribe dokumentarfilm bag sig. Helene Thyrsted, der er filmens danske deltager og besøger Kulturværftet i forbindelse med visningen til en snak med publikum, er til dagligt studerende.

DR interview med alle Fat Front-kvinderne

Interview med Helene Thyrsted i Alt for Damerne, i Femina og i BT.

Læs desuden Information: “Fat Front er en film til alle dem, der endnu ikke har opdaget, at deres krop ikke er forkert”

Film & Folk er et fast filmformat på Kulturværftet, hvor du kan opleve både spillefilm, aktuelle dokumentarfilm, foredrag og snak med forskellige filmfolk.

Anmeldelser

“De tykke pigers kropspositivisme er et kæmpeskridt i den rigtige retning. Og de bekymrede kan slå koldt vand i blodet. Når først man ser, hvor svært det er skaffe pænt tøj i størrelse XXL, og hvor hård kampen mod selvhad og for omgivelsernes accept er, vil fedme næppe blive en frivillig dille lige med det første.”
Politikken
“I en af de mest rørende scener i Louise Detlefsen og Louise Unmack Kjeldsens dokumentar om den kropspositivistiske bevægelse ”Fat Front” siger norske Marte, der netop har fejret sin 30-års fødselsdag i filmen, at hun hele livet har haft en fornemmelse af, at der inde bag alle hendes kilo – bag de tykke lår og den store mave – gemte sig en tynd Marte, der ventede på at komme ud. ”
Jyllands-Posten
“”...en smuk, oplysende, ærlig og kærlig skildring af fire modige kvinders liv som tykke. Kvinderne giver et tiltrængt indblik ind i, hvordan det er at leve som tyk i et samfund, der ofte møder én med had.”
EKKO
“Hatten af for, at de fire modige kvinder, der er særdeles karismatiske og reflekterede hovedkarakterer, er nået til erkendelser, mange af os andre kan lære af, og tør blotte både deres kroppe og deres usikkerheder.”
Soundvenue