INFO

  • Pris: 125 DKK
  • Sted:
    Kulturværftet / Store Scene
    Allegade 2
    3000 Helsingør
  • Tid: 29. September 2020 19.00
  • Døre åbner: Kl. 18.30
  • Kategori: Ord og Viden

Amerika, hvor er du?

Info: Unummererede siddepladser / Varighed kl. 19.00-21.00 inkl.pause / Mulighed for bemandet garderobe, 20 kr. / Spis før arrangementet – bestil bord i Spisehuset her


Foredrag med David Trads forud for præsidentvalget i USA

Mød journalist, forfatter og USA-ekspert David Trads til et foredrag, der tager temperaturen på USA netop nu, hvor mordet på George Floyd har skabt røre og fornyet fokus på racismen, og hvor vælgerne skal tage stilling til, hvem de vil have ved roret de næste fire år.

Når amerikanerne går til valg i november, er der virkelig tale om det, vi kalder et historisk valg, der kommer i kølvandet på både vrede og protester i forbindelse med mordet på George Floyd og den omfattende coronakrise: Genvælger de Trump? Eller sparker de ham på porten?

Hvis de giver ham sejren igen, er det i givet fald, fordi de har set på ham i fire år og tænkt: Ham kan vi godt lide, hans politik er lige i øjet. For Europa og resten af verden vil det være et signal om, at amerikanerne har valgt ikke bare Trump, men selve trumpismen. Altså at det, vi kender som Vesten, ophører med at eksistere. Det vil for alvor være Amerika First!

Hvis de omvendt vælger en demokrat, så vil USA igen begynde at ligne den nation, vi så op til under Obama. Men… det vil alligevel aldrig blive det samme – for med valget af Trump i 2016 åbenbarede en ny virkelighed sig for os alle: Nemlig at USA ikke længere er det land, vi troede, vi kendte. Hvad i alverden er der sket?

Aftenens foredragsholder David Trads, som har boet og arbejdet i USA i flere omgange, blandt andet som USA-korrespondent, er en af landets førende USA-eksperter. Han optræder jævnligt i tv, radio, aviser og i de seneste år i den populære podcast Kampagnesporet – og han er aktuel med bogen, der som foredraget her søger svar på det helt afgørende spørgsmål: Amerika, hvor er du?

Bogen er et forsøg på at forklare, hvad i alverden det er, som sker i verdens måske vigtigste nation. Hvad er årsagerne til, at intet er, som det plejer? At alt er forandret! David Trads, som trækker på sine erfaringer helt tilbage til 1980’erne, da han gik i skole i Michigan, og frem til i dag, giver det store overblik på en både underholdende, begejstret, seriøs og tankevækkende facon.


Der vil i forbindelse med foredraget være mulighed for at købe bogen ‘Amerika, hvor er du?’ og få den signeret.