INFO

  • Pris: 175 DKK
  • Sted:
    Toldkammeret
    Havnepladsen 1
    3000 Helsingør
  • Tid: 11. Oktober 2019 20.00
  • Døre åbner: Kl. 19.00
  • Kategori: Koncerter

Beefeaters og Polyfeen

Info: Ståpladser / Bemandet garderobe (overtøj må ikke medtages i salen) 20 kr. / Fællesspisning (50 kr.) fra kl. 17.30 –  bestil plads ved bordet


Den legendarisk danske psykedeliske bluesrockgruppe Beefeaters genopstår for en stund og stabler en syret og vanvittig aften på benene sammen med 70’er psyk-bandet Polyfeen. I sen-tresserne var bandet toneangivende på den danske rockscene sammen med navne som Steppeulvene og Poul Dissing, hvor de også spillede support for navne som Jimi Hendrix og Pink Floyd. Universal Music genudgiver nu deres debutalbum, og i den forbindelse får publikum muligheden for et gensyn med den psykedeliske danske rockhistorie.

Beefeaters genopstår for en tid med bandets originale organist Morten Kjerumgaard Reumert ved roret. Han har allieret sig med sanger og guitarist Frederik Schnoor (Freddy and the Phantoms) , bassist Torben Guldager (Wrong Side Of Vegas/Peppermint B ) og trommeslager Rune Rene Hansen ( Sorte Fugle /Freddy and the Phantoms).

Beefeaters anno 2019 vil spille en række livekoncerter med udgangspunkt i musik fra deres to legendariske studiealbum “Beefeaters” og “Meet You There”. Morten Kjerumgaard Reumert udtaler: “I 1971 sagde jeg definitivt farvel til den danske rockscene, og det store publikum der holdt af Beefeaters. Jeg lovede mig selv, at kom der en dag en mulighed, hvor jeg kunne genoptage det musikalske udtryk Beefeaters havde sidst i 60erne, ville jeg gribe den. Det kan jeg nu takket være disse tre fantastiske unge musikere.”

 

 

Polyfeen

 

Polyfeen har afsæt i den progressive psykedeliske rock og blev oprindeligt dannet i 1970’erne. De nåede at optræde sammen med både Alrune Rod, Gasolin’, Rainbow Band og Hurdy Gurdy, ligesom de også stod på scenen under Roskilde Festivalen i 1972. I 2017 indspillede Polyfeen deres første rigtige studieplade, Silhouetter, der både indeholder sange fra dengang og nyt materiale i samme stil. Bandet turnerer nu rundt på landets spillesteder og festivaler.

Polyfeen er aktive på den danske livescene, hvor de blandt andet har spillet med Amerikanske GONG, spillet på Copenhagen Psych Fest, Kildemosefestival samt en langt række danske spillesteder. Bandet består af sangskriverparret Michael Stanley (bassist og sanger) og den originale karismatiske Hammond-organist og virtuose Per Hugo Rotbøll, sammen med Torsten Lefmann på guitar og Karsten (Mons) Mansa på trommer.

Om Polyfeens første offentlige optræden i 2015 udtrykker publikumsgænger Conny Lolly Thomas:

“Jeg er ikke rigtig kommet til mig selv endnu – en meget voldsom oplevelse. Den bærer kimen til en større reinkarnation. Den sanger må være en magisk alf fra fortidens dunkle skove. Jeg venter i åndeløs spænding på jeres indtog i det formørkede. Endelig kan retfærdighed ske fyldest. Må kyklopernes skrig runge langt ud i det evige”

 

  • Arrangeret af:
  • Støttet af: