VORES FRIVILLIGE

Som frivillig på Kulturværftet & Toldkammeret får du en masse gode oplevelser og bliver
en del af et fantastisk sammenhold med en helt særlig stemning, som vi sætter stor pris på.

Du får erfaring med koordinering, service, afvikling og produktion, og derudover får du
selvfølgelig også særlige privilegier som pladser på gæstelisten, personalepriser i baren og
et måltid mad, når du er på vagt.

Uden vores frivillige helte, ville
alt det, vi har i gang, slet ikke
kunne lade sig gøre. De er vores
livline til byens borgere

– Mikael Fock, chef for
Kulturværftet & Toldkammeret

DET StærkE sammenhold
og DE gode ideer

 

Det skal være sjovt at være frivillig, og det er vigtigt at bevare det gode humør overfor gæster og dem man arbejder sammen med. Derfor fester vi sammen et par gange om året og tager af og til på kurser og udflugter.

Et par gange om året samles alle frivillige fra Kulturværftet & Toldkammeret for at lufte gode ideer og tanker om, hvordan alting kan gøres endnu bedre.

VIL DU VÆRE MED PÅ HOLDET?

 

Hvis du også har lyst til at være frivillig, så send en mail til Sebastian Ekelund på sek64@helsingor.dk, eller kig forbi en aften, hvor der er koncert, og få en snak med dem der er på vagt.

DE VENLIGE
RØDE SKJORTER

 

Over 90 frivillige hjælper på skift til ved Kulturværftet & Toldkammerets arrangementer. Vi fulgte i hælene på en gruppe til koncert med Mikael Wiehe.

”Velkommen til”, smiler Monika Hansen til et ægtepar, mens hun tager imod deres frakker og halstørklæder. Monika Hansen har været på Kulturværftet siden klokken 18.00 for at gøre klar sammen med seks andre frivillige, og hun elsker det tidspunkt, hvor gæsterne myldrer ind:

“Jeg elsker at møde forskellige mennesker. Her kommer alle slags, alt efter hvilket arrangement vi har. Det er sjovt at se de hårde drenge til Sort Sol (de er ikke så hårde, som de ser ud), og jeg morede mig over de hvinende unge piger til Burhan G.”

Monika Hansen er pensionist og særdeles aktiv på Kulturværftet, hvor hun deltager i tre-fire arrangementer hver måned. Det er med til at holde hende ung og giver hende noget at snakke med børn og børnebørn om.

Der er flere pensionister i dagens trup, men også yngre kræfter, der finder tid til frivilligt arbejde ved siden af et fuldtidsjob. En af dem er Michael Andersen, der i dag scanner billetter i indgangen:

“Nogle gange får vi mad og spiser sammen inden arrangementet, og måske drikker vi en øl, når vi har ryddet op. Det er hyggeligt”, forklarer Michael Andersen, der har været frivillig på Kulturværftet i fem år.

Flere af de frivillige er uddannet i førstehjælp, og de holder hele tiden øje med publikum, men der er også tid til selv at nyde musikken. Efter pausen smutter flere frivillige ind i salen for at lytte til Mikael Wiehe på scenen.

Mikael Wiehe er ved at takke af på scenen, og de rødklædte frivillige lytter rutineret efter afsluttende klapsalver, før de åbner dørene og sender publikum hjem i de helt rigtige frakker.

 

Artiklen “De Venlige Røde Skjorter” er et uddrag fra Kulturværftet & Toldkammerets årsmagasin, KULTURKOMPAS 2017.