Kulturværftets facade
Foto: ThinkAlike.dk

ÉN ORGANISATION...

I 2010 åbnede Kulturværftet i Helsingørs gamle værftsbygninger for enden af Kongekajen og blev lagt sammen med kulturhuset Toldkammeret i ét fælles sekretariat.

Helsingør fik nu muligheden for at tiltrække og udvikle nye typer af koncerter og kulturarrangementer, og siden 2010 har de to huse præsenteret mere end 7000 forskellige arrangementer tilsammen.

Siden åbningen har også to festivaler – CLICK Festival og Knejpe Festival – set dagens lys, ligesom der er afholdt flere end 350 koncerter ud over de mange koncerter under festivalerne. Med store udendørskoncerter og festivaler, som de signaturmæssige pejlemærker, har Kulturværftet givet genlyd i Nordsjælland, København og Sverige.

Også Børnekulturcenteret har fået rum på Kulturværftet til at udvikle større udstillinger for børn, og i dag er programmet for både børn og voksne udvidet væsentligt bl.a. i form af debatter, filmklub og udstillinger.

Kulturværftet udvikler fortsat nye formater, egenproduktioner og co-produktioner, ligesom de mange faciliterende samarbejder udvides i fremtiden.

…To huse

Toldkammerets facade
Foto: ThinkAlike.dk

Siden 1989 har Toldkammeret fungeret som Helsingørs lokale kulturhus, og har gennem årene samlet borgerne fra Helsingør og omegn til et væld af kulturelle aktiviteter indenfor de hyggelige gamle, buttede mure.

I værkstedet har Børnekulturcentret siden 1991 spillet en stor rolle for byens børn, der har prøvet kræfter med kreativitet i en pædagogisk og kunstnerisk inspireret ramme.

Fremover skal Toldkammeret være det borgernære kulturhus der ikke kun handler om billedkunst og musik, men også om andre kunstarter og de brede fællesskaber. Toldkammeret skal danne rammen om det gode liv, hvor der kan opstå nye projekter og uventede konstellationer.

I dag rummer Toldkammeret Billedskolen, Teaterbøtten, Pigegarden og Helsingør Teater, som alle får vigtige roller i det nye Toldkammer.