Klumme: I tider med stilstand …

Det er jul, og en mand skubber sin bil ind på Rådhuspladsen og siger; “Jeg er ruineret”. Hvad er situationen?

Måske kender du allerede gåden? Alt er ikke, som man umiddelbart skulle tro. Manden på Rådhuspladsen vender jeg tilbage til.

Hvis Kulturværftet var en bil, ville vi nok have sagt, at vi kom kørende ind i 2020 i en praktisk, men lækker VW Passat. Én med god acceleration, plads, soltag og hængertræk. Mod årets slutning ville vi have forventet at skifte til en stor Tesla med lys kabine, glastag og eldrevet naturligvis og med de dér døre, der ligner vinger. Fuld af sjov og med god plads til den moderne familie.

I stedet er Kulturværftet efter en ordentlig tur i grøften og et par ture i hegnet kommet frem til 2021 i en temmelig bulet kassevogn af ældre dato. Og som sagerne ser ud ude i den store verden lige nu, skal vi vist bare glæde os over overhovedet at være nået frem. Vi kunne have været ruineret. Ligesom manden på Rådhuspladsen.

Vi gik ind i 2020 med en nagelfast tro på, at dette år ligesom de foregående skulle fortsætte den opadgående vækstkurve af arrangementer, gæster, publikummer og oplevelser. At vi skulle ekspandere og konsolidere vores økonomi. Sætte Helsingør på kortet ude i den store verden og varme hjerterne i byen.

Men så røg vi altså i grøften, kørte gennem hegnet og ramte muren. Man kan spørge sig selv, hvad en klog så gør i sådan en situation, hvor man end ikke kan rokke med ørene?

I tider med stilstand raffinerer den overordnede sin bevidsthed!

Tao te King

Her er det, at man har brug for et godt ordsprog. Hele min barndom er jeg blevet stopfodret med unyttige og komplet uforståelige ordsprog. Måske kunne et af dem endelig gøre nytte nu? Jeg bladrer igennem mit store indre katalog af sentenser, der er blevet hængende. Forbi “når nøden er størst” og “klog mand tisser ikke mod vinden”, og endelig når jeg frem til et gammelt kinesisk ordsprog. Det lyder: “I tider med stilstand raffinerer den overordnede sin bevidsthed!” Sådan. Der kom det. Tao te King. Skrevet for længe siden. Sådan noget kan man mærke, også inden man forstår det helt.

I stedet for at give op, falde i søvn eller sætte os på hænderne, bør vi tage skeen i den anden hånd, bruge tiden konstruktivt, se indad og udvikle os. Men hvordan det?

Som alle andre kulturinstitutioner, skoler og butikker blev Kulturværftet lukket helt ned i marts. Fra kælder til kvist, fra billedskole og fællesspisninger til koncerter og festivaler. I løbet af august fik vi love at åbne lidt, derefter lidt mere og i efteråret var vi oppe på halv kapacitet i vores sale igen. Alt imens kæmpede vi, og kæmpede os videre op. Og nu er vi så lukket ned igen.

Undervejs har vi oplevet, bekymring og savn fra medborgere efter den kultur og de fælleskaber, som de plejede at være en del af, men som de ikke kunne deltage i nu. De har hjulpet os med at hive bilen op af grøften gang på gang. De har givet os ekstra superkræfter til at udholde stilstanden og bruge tiden på den indre rejse og de indre linjer. Fået os til at gøre noget ved det, som vi ikke havde tid til, mens vi var i fulde omdrejninger.

Kunne vi begynde at sende live tv til borgerne i stedet for at være lukket ned? Kunne den populære månedlige quiz gå online? Og hvad med danseaftnerne? Kunne vi vise koncerter fra Kulturværftet fra vores website? Det kunne vi, og der var folk med derude i deres stuer. Måske var det også på tide at se på vores festivaler? Både CLICK Festival og Knejpe Festival er store succeser og har gennem 10 år “bare” været der. Nu var det måske tid til at kigge på dem med nye øjne, nu hvor vi ikke kunne lave dem, som vi plejede at gøre.

“Tider med stilstand” blev til “tid til at tænke om”. Så vi tænkte og digtede. Todages festivalen CLICK skiftede form til en tre ugers begivenhed med udstilling, lydværker og ligge-ned-koncerter musik i de gigantiske værftshaller. Den klassiske Knejpe Festival på byens værtshuse var naturligvis et nogo, så den blev til en “Knejpe Radio” båret af ildsjæle, og som man kunne lytte til hjemmefra sine stuer. Andre gjorde som os, og vi som dem, og hurtigt blev vi en del at et verdensomspændende online-netværk. Fx da vi blev en ud af 120 digitale “haver” på Ars Electronica Festivalen i september med eget program om kunstig intelligens og online studie fra Værftshallerne, hvorfra vi sendte til hele verden. Kunsten var at få det til at virke “live”, selvom det var online. Og kunsten har også været at holde fast i de vigtige fælleskaber, som kulturhusene som helhed tilbyder lokalt. Da vi tidligere i år blev udnævnt til regionalt spillested i Danmark, kunne vi se, at drømmen om at bygge en musik-bro mellem Helsingør og Helsingborg, mellem Danmark og Sverige, også skulle bygges på de nye online platforme.

I 2020 har jeg følt, at vi mistede fodfæstet. Men det er også et år, hvor vi har oplevet et unikt sammenhold. Et år, hvor alle gerne har villet hjælpe hinanden.

Og nu kommer jeg til manden på Rådhuspladsen, som i går aftes var mig. Hvad var det for en situation, jeg var havnet i? Ja, det var i virkeligheden slet ikke, som det så ud. Jeg var ikke for alvor ruineret, det var bare noget, jeg et øjeblik bildte mig ind. Jeg spillede Matador og skubbede min brik ind på Rådhuspladsen. Forskræmt kiggede jeg op på min kone, som ejede Rådhuspladsen, men hun kiggede væk og lod mig passere. Sådan er det også med 2020; vi lader det passere, imens vi holder hånden under hinanden.

Glædelig jul, godt nyt år og husk at få spillet nogle spil. 
– Mikael Fock