To der danser

FEST PÅ KAJEN - EN IKKE HELT ALMINDELIG BYFEST

Et af de lidt mere skæve koncepter, Kulturværftet har udviklet igennem tiden, er Fest På Kajen. En byfest, hvor man får, hvad man forventer, og så en hel masse man ikke lige havde regnet med. 

Fest På Kajen foregår den sidste weekend i sensommeren og bærer derfor præg af en god gammel høstfest, der møder havnefest. Fergusonerne møder fiskekutterne, halmballerne lander på kajen, rommen bliver slået i glasset, og dansen varer til langt ud i den lyse sommernat. Det hele akkompagneres af nogle af de mest feststemte bands på landkortet og garneres med masser af sild, sensommerlækkerier og andet godt til ganen.

Fest På Kajen byder på både brede, traditionelle og folkekære kunstnere, samt mere smalle og uventede indslag, og her fire år efter den første fest, har publikum for alvor taget Fest På Kajen til sig. I 2017 benyttede vi lejligheden til at lave en lille, uformel og skrup-skæv publikumsundersøgelse:

Har du været til fest på kajen før?

  • 38% var der også i 2016
  • 29% var der også i 2015
  • 54% var der for første gang

Hvem går du til fest på kajen med?

  • 63% fester med venner
  • 49% fester med kæreste eller ægtefælle
  • 16% fester med familie

Vil du anbefale Fest På Kajen til andre?

  • 93% svarede: Ja, absolut

Hvor gammel er du cirka?

  • 87% af publikum er over 45 år