Musiker med værtshusgæster omkring
Foto: Mathias Vejerslev

I KØLVANDET PÅ KNEJPE FESTIVAL (2017)

Sanddru sømandsviser møder vindblæst verdensmusik, når Danmarks mest autentiske og havombruste festival byder sine gæster på masser af sømands- og havnemusik fra nære og fjerne himmelstrøg. Festivalen genfortæller både Helsingørs og Danmarks historie som søfartsmetropol. Fyldte værtshuse, masser af gratis koncerter og et publikumstal, der bare stiger år for år kendetegner festivalen. Men i kølvandet på successen har festivalen skullet finde en bæredygtig forretningsmodel, og her har byens mange knejper taget ejerskab til både en fortælling – og til en forretning.

Gennem festivalens 8-årige historie har Kulturværftet stået som det kuratoriske og administrative centrum, mens selve festivalen har været rullet ud på byens værtshuse og med de enkelte knejper som samarbejdspartnere. Et koncept, der startede i et kommunalt kulturhus, er nu blevet til et stærkt samarbejde med byens erhvervsliv. Ambitionen er, at festivalen for fremtiden kommer til at stå på sine helt egne – lidt skibsskæve – ben.

PIRATER I PROVINSEN

 

Skumsprøjt og saltvand er dybt integreret i Helsingørs DNA. Tiden som sundtoldsby og historisk port ud mod verdenshavene fejres på behørig maner, når Knejpe Festival hvert år i oktober stævner ud og hylder den musik, der har fulgt de søfarende på alverdens kontinenter og forbundet alverdens søfartsnationer.

Hvert år præsenteres et nyt rejse-tema på festivalen. Igennem årene har kompasnålen således bl.a. peget mod de portugisiske opdagelsesrejsendes færd, de gamle krydderi- og handelsruter østover, den nordatlantiske søfartsmusik eller som sidste år – de dansk-vestindiske øer. På denne vis bliver det klassiske sømandsrepertoire hvert år farvet af eksotiske toner og takter fra hele verden. Under Knejpe Festival arbejder kultur- og erhvervsliv tæt sammen med Kulturværftet som organisatorisk centrum og med selve scenerne placeret ude på byens værtshuse.

”Vi glæder os hvert år til at byde vores stamgæster og nye publikummer indenfor. Festivalen er blevet lidt af en folkefest og en begivenhed, som efterspørges af vores gæster lang tid før Knejpe Festival ruller af stablen”, fortæller Tina Standhart, der ejer Holger Danske, og som har været med i Knejpe Festival fra begyndelsen i 2011.

FRI ENTRE KRÆVER
SOLID FORRETNINGSMODEL

 

Fra år til år udvikles festivalen, og i kølvandet på de mange koncerter er der blandt andet skabt Knejpe-Øl, Knejpe-flaskeposter, Knejpe-krus og Knejpe-crawl. Seneste skud på stammen er en Knejpe Lighter og en Knejpe-årsnål, der sælges fra Kulturværftet og de knejper, der er med i festivalen.

”Overskuddet fra de mange tiltag går direkte til at støtte konceptet bag Knejpe Festival. Da der af gode grunde ikke er entre ved værtshusene, og da det er dyrt at få alle de herlige musikere til byen, skal vi finde andre indtjeningsmuligheder, hvis festivalen skal være bæredygtig. Og det skal den,” understreger festivalleder Søs Krogh Vikkelsøe, der har stået i spidsen for at professionalisere produktudviklingen og forretningsmodellen rundt om festivalen.

Mand med saxofon
Foto: ThinkAlike.dk

”Vi glæder os meget over, at festivalen har vundet så stort indpas i byen og fra år til år bliver mere integreret i det lokale handels- og kulturliv. Knejpe-ejerne tager mere ejerskab fra år til år, og overordnet rummer festivalen et spændende udviklingspotentiale. Det vil vi gerne udnytte ved at udvikle festivalen gennem nye samarbejder og oplevelsestilbud,” forklarer Søs.

Et af de tilbagevendende populære indslag er Knejpe Byvandringerne, hvor byens fortæller-troubadour André Andersen guider gæsterne gennem Helsingørs stræder med masser af anekdoter og løgnagtige sandheder om livet på havnen og knejperne. Her kan man tage tilbage til den tid, da Helsingør havde flere end 100 bryggerier og tilsvarende brændevins-brænderier. Byvandringerne, der tidligere udelukkende har været programsat under årets festival, er nu en aktivitet, som kører hele året.

Musiker med værtshusgæster omkring
Foto: Mathias Vejerslev

STÆRKE SAMARBEJDER
SKAL FORTSÆTTE FOLKEFESTEN

 

Igennem festivalens mangeårige historie har Knejpe Festival udviklet sig til en solid publikumssucces med fyldte barer overalt i byen og et træk på ca. 2500 gæster over de to dage, hvilket svarer til festivalens maksimale kapacitet. Det har længe været en ambition, at festivalen i højere grad har skullet stå mere sikkert på sine egne ben. En ambition, der nu ser ud til at lykkes.

”Det er afgørende, at der skabes stærke samarbejdsmodeller, som skaber værdi hos de deltagende virksomheder. Festivalen udvikler sig i samarbejdet med byen, og de private aktører er selv med til at sætte retningen. Det er bl.a. derfor, Knejpe Festival blandt vores gæster betragtes som et autentisk oplevelsestilbud, fordi musikken og de historiske rammer, som byen og beværtningerne tilsammen udgør, giver en helt særlig og charmerende setting. Vi er med andre ord glade for, at et koncept udviklet og kurateret i et kommunalt kulturhus har fundet sin vej og har kunnet bygge bro mellem kultur og erhverv her i Helsingør,” afslutter Søs Krogh Vikkelsøe.