Bio kunst
Foto: Dennis Skyum

PLANKTON, PLANTER OG PIONERER MED SMUKKE SIND

Artikel fra CLICK Festival 2016 (også bragt i Kulturværftet & Toldkammerets årsmagasin, Kulturkompas 2017) 

Den årlige CLICK Festival er blevet et internationalt samlingspunkt for folk, der arbejder i feltet mellem kunst og teknologi. Festivalen roses for sin nysgerrighed og sine farverige kig ind i fremtiden.

FESTIVAL INDTAGER VÆRFTET

I år er det syvende gang, CLICK Festival indtager den gamle værftsgrund med to dages fokus på banebrydende digital kunst og eksperimenterende musik.

Superstjerner som newyorker-komponisten Philip Glass og avantgarde-musikeren Laurie Anderson har været en del af programmet gennem årene side om side med designere som taiwanesiske Pei-Ying Lin, der udstiller sexlegetøj til planter.

I 2017 kunne man bl.a. opleve det massive lydtryk fra guitar- og forstærker-installationen Lou Reed Drones, og den meditativt langsomme performance af slovenske Špela Petrič, der får græs til at ændre farve ved at kaste sin egen skygge på det i 12 timer.

AFSLAPPET AVANTGARDE

Ved at placere den eksperimenterende kunst og musik i nye, afslappede rammer, kan et langt bredere publikum end dem, der normalt suges mod avantgardekunst og lukkede musikmiljøer, få muligheden for at opleve værkerne og deres inspirerende og tankeprovokerende effekter.

Der er mange eksperimenterende former for kunst og musik, som er blevet placeret på en elitær hylde, hvor de egentlig ikke hører til, og som opfattes som svært tilgængelige, fordi de er blevet iscenesat sådan. Men rigtig meget af det er slet ikke så kompliceret. Det er bare noget andet, end vi er vant til. Man kan sagtens bare gå ind og få sig en oplevelse”, siger Georg Rasmussen, programchef på CLICK Festival.

STRANGE ECOLOGIES

I 2017 var festivalens tema Strange Ecologies: mærkelige øko-systemer. Programmet var fyldt med talks, workshops, performances og kunstværker, der undersøgte, hvad der sker, hvis vi ikke planter mennesket i hovedrollen, men lader skabninger som bakterier, plankton, planter og computerskabte simuleringer indtage scenen og udstillingsrummet på lige fod med menneskekroppen.

Nogle af festivalens værker er meget grænsesøgende, andre er mildere i deres eksperimenter.

Fælles for dem alle er, at de ikke bare skal underholde, men få publikum til at tænke – og vise nye, uventede veje ind i fremtiden.

Biomiljø i glaskrukke
Foto: Mathias Vejerslev

UDVIDER INTERNATIONALT

Gennem de seneste fem år har CLICK Festival været med til at sætte Helsingør på det internationale landkort for kunst, viden og teknologi. Et arbejde, der er sket i samarbejde med danske, europæiske, amerikanske og asiatiske kunstnere, programmører, universiteter, partnere, fonde og offentlige og private organisationer.

I 2018 er CLICK Festivals scenekunstprogram med til at åbne TPAC – Taipeis nye vartegn for kunst og moderne kultur.

Senest er CLICK Festivals performance-program blevet tildelt 2.844.000 kr. af Bikubenfonden til over de næste tre år at videreudvikle nye dimensioner af scenekunsten nationalt og internationalt.

Publikum i blåt lys
Foto: Mathias Vejerslev