Hvad er sværest? At lukke ned eller åbne op?

Af Mikael Fock, chef på Kulturværftet

Spørgsmålet hænger et øjeblik højt i luften som lærkens kvidren på heden en varm sommerdag.

Kan I huske det? Da hele kongeriget lukkede ned den 11. marts 2020? Jeg husker det tydeligt. På Kulturværftet sad vi paralyserede og stirrede vantro på hinanden. Kan man det? Lukke ned på den måde? Resten er historie. Det kunne vi. Det skulle vi. Det gjorde vi! Nu efter et halvt års global lockdown står vi her igen, og spørgsmålet hænger atter som lærkens kvidren oppe i himlen. Nu åbner vi snart. Vantro kigger vi op mod den lille løgnhals, er det nu sikkert at åbne op igen?

Kan, kan ikke

Det var benhårdt at lukke Kulturværftets koncerter, billedskole, fællesspisning, ja – alverdens ting – ned den første gang. Men sandheden er, at det faktisk var virkelig svært at åbne op i august, da vi igen måtte dette. Hvorfor? Fordi der var så mange forbehold og foranstaltninger, at man skulle slå mere end en stor knude på sig selv for at åbne kulturen op på den der ”ikke-måde” med afstandskrav, hygiejneregler, afspritning, mundbind, krav om at sidde samme retning og social distancing.

Forvirrede stod vi som medarbejdere i kulturhusene i august og spejdede efter signaler og pejlemærker. Hvordan åbner vi sikkert op? Og det varede da heller ikke længe så lukkede alt ned igen. I hele verden!

Som Sisyfos

Der er en væsentlig forskel fra sidste nedlukning: vaccinerne! Det hele synes lysere nu, hvor vaccinerne er ved at blive rullet ud over hele verden. Især når vi kan vise, at vi er vaccinerede og kan få coronapas. Så kan vi atter lave store koncerter, holde danse-fester, sidde tæt i teatret og spise sammen.

Men det er, som om der er sket noget. Måske er det ikke så enkelt, måske er der sket noget med os selv under hele dette år. Og når jeg tænker efter, ville det være ret mærkeligt, hvis man var den helt samme person efter et helt år i isolation. På Kulturværftet og Toldkammeret knokler vi løs på at flytte vores program for anden og tredje gang. – Og var det ikke for vaccinerne, havde vi nok set håbløst og hovedrystende på dette Sisyfos-arbejde.

Som bjørnen

Men nu sker det altså. ”Genåbning” siger alle. Selv Mette siger det. Og så prøver vi alle at tro på det. Jeg har det som bjørnen, der vågner af en uhyggelig lang drøm efter en lang kold vinters hi og mærker sulten i maven, kravler ud mod udgangen af hulen og misser mod lyset. Drømmer jeg, eller er jeg vågen?

Herude i forårsluften ser jeg andre bjørne, der også lige er vågnet og misser med øjnene mod det klare lys.

Men hvordan bliver det så? Tør jeg gå hen og give min gamle ven Bruno Bjørn et rigtigt knus? Tør bedsteforældrene møde deres børnebørn? Hvordan sidder håret? Har jeg andet end joggingbukser? Og har jeg overhovedet lyst til at møde vildt fremmede mennesker til koncerter og teaterforestillinger?

Genstart, genopdag, genoplev

Der tales meget om genstart lige nu. I Kulturministerens Genstartsteam for kultur og idræt er der ingen tvivl: kulturen skal åbne, om det så er udenfor på gader og pladser. Her i Helsingør mødes byens kultur- og handelsliv for at finde nye måder at åbne byen op på.

Ordet “genstart” er som et trylleord, og lige nu knokler vi alle for at bringe rigtig meget god magi ind i ordet. Genstart, genoplev, genopstå, genkend, genbesøg. Vi skal genopdage livet og hinanden, og derfor skal vi have alle med.

’Vi spiser sammen’

I min lille bjørnedrøm ser jeg det pludselig klart for mig. Selvfølgelig har det noget med mad at gøre. Alle har vi savnet at spise sammen. Vi er sultne. Lad os bære langborde og bænke ud på gader og stræder. Finde de kulørte lamper frem. Lave mad til hinanden og bære det ud af husene til lyden af glade stemmer og musik. Nu kan jeg se det tydeligt for mig. Gade op og gade ned sidder vi bænket og spiser sammen i verdens største fællespisning. Er du med på den?

Ok så skal vi bare lige aftale datoen …