Efterårets svampeture og bærplukningen i sommertiden er velkendte udflugter for de fleste. Men naturens spisekammer byder på et væld af smagsoplevelser hele året rundt. Det kan du opleve på fire årstids-sanketure, som Kulturværftet arrangerer i samarbejde med vores lokale sanketossen.dk
Introduktion og sankning
Efter en introduktion til sankning og hvad den aktuelle sæson byder på, stiller vi skarpt på hvad vi skal finde, og hvor vi kan finde det. Under introduktionen vil vi se, dufte og smage på de ting, vi skal bruge til vores madlavning til slut på arrangementet. Efter en god vejledning, går vi ud i hold for at finde af de forskellige ingredienser.
Fælles om maden
Introduktion og sankning vil tage 1,5 time, og når vi mødes igen, vil kok og vært fortælle om, hvad vi skal tilberede af mad, og hvad man ellers kan bruge dagens sanke-fangst til. Det meste af maden har kok og vært tilberedt, men sammen laver vi de sidste dele af menuen færdigt. Når vi har delt måltidet, siger vi tak for i dag.