
Sanseture i naturen
Nutidens menneske har distanceret sig fra naturen og derved også sine sanser. Over to dage i naturen kan du sammen naturterapeuterne Amanda Atli, Jacob Krog og Jan Thomassen samt Christian Dürr Henriksen, der er kok og vært i Toldkammeret, prøve at genskabe balancen med naturen ved hjælp af dens fantastiske egenskaber og magi.
Vi mødes ved Karens Hus i Hellebæk Kohave. Her vil vi ved hjælp af naturen, bålet, fællesskabet, fortællinger og øvelser sætte fokus på, hvor vigtigt det er at bruge vores forskellige sanser – synssansen, lugtesansen, smagssansen, berøringssansen, balancesansen og bevægelsessansen.
Evolutionsmæssigt har mennesket brugt alle sine sanser til at leve i et med naturen, overleve i den og udvikle sig til det menneske, der i dag beboer kloden. Gennem de sidste 150 år med industrialiseringens komme har vi i højere grad levet og arbejdet inden døre og i miljøer, hvor vi ikke bruger vores sanser. Konsekvensen er, at vi ikke længere lever, som vi rent evolutionsmæssigt er skabt til. Derved opstår der en ubalance, som kan resultere i, at vi mister forbindelsen til vores krop og kropslige sansning.
Over de to dages naturoplevelser inviteres du til stillegang, åndedrætsøvelser, sanseoplevelser osv. for at tage sanserne tilbage.
Det anbefales at du har spist lidt mad inden, da der ikke vil være et helt måltid under forløbene, men blot nogle små snacks fra naturen.
Amanda, Jan og Jacob er uddannede naturterapeuter og laver til daglig naturforløb for borgere i Helsingør Jobcenter. Christian er uddannet kok og har sit daglige virke på Toldkammeret.
Dato: Onsdag 3. maj + onsdag 10. maj 2023
Én billet gælder til begge dage.
Mødested: Karens Hus i Hellebæk Kohave, Hellebækvej 101, 3150 Hellebæk
Se på google maps
Tid: kl. 17.00-20.00
Pris: 130 kr.
Max: 25 deltagere
Varighed: 3 timer
Medbring: Tøj efter årstiden og et åbent sind.
Kategori: Ud i det blå