
Salon T: Kvinde Kend Dig Selv
Alvorlige kvinder, sjove kvinder, melankolske kvinder, kloge kvinder, forelskede kvinder, vrede kvinder, vilde kvinder, eventyrlige kvinder – alle ”kræver” at få plads på denne strålende forårs-lørdag i Toldkammeret.
De synger, spiller, læser og agerer for at fejre det kvindelige univers og begrebet ”kvindelighed”, med en skøn blanding af humor, selvironi og alvor. Forestillingen vil genremæssigt bevæge sig henad Cabaret’ens stemningsfulde uhøjtidelighed og sensualitet, mens en bred palet af stemmer tegner portrætter af kvindeskæbner: sopranerne Gitta-Maria Sjöberg og Anne-Kristine Skov Andersen, mezzosopran Henrike Henken og den russiske stjernepianist Polina Fradkina. Mette Borg er konferencier og trækker linjer også til kvinder i litteratur-, teater- og operahistorien.
Medvirkende er Gitta-Maria Sjöberg, Anne-Kristine Skov Andersen, Henrike Henken, Polina Fradkina og Mette Borg.